Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

Nye tider

27. maj 2013

Thumbnail

Finanskrisen i september 2008 indvarslede nye tider. Umiddelbart så det ud, som om det var en krise, ganske vist en meget alvorlig krise, men en krise, som man måtte – og kunne – håndtere, sådan som ansvarlige regeringer altid har været parat til at håndtere kriser eller andre særlige situationer. Holdningen og forståelsen var: Det er noget, der kan og skal håndteres, og så kommer vi over det. Det går over! Holdningen kommer bl.a. til udtryk på den måde, at både den daværende centrum-højre og den nuværende centrum-venstre regering (og mange andre regeringer verden over) taler om og lover – ny vækst. Der tales om vækstplaner og vækstpakker. Politikerne benytter en retorik, der er karakteriseret ved vendinger som: den anden side af krisen, om at komme igennem krisen, når krisen er forbi. Det ser ud, som om vækst er det vigtigste mål for den danske regering – og formentlig for de fleste partier i Folketinget. Ikke bare vækst med henblik på at komme ud af krisen, men primært vækst med henblik på –  efter krisen – at kunne komme tilbage til såkaldt normale tilstande, dvs. de tilstande, der karakteriserede verden før krisen, dvs. den vækst og velstandsstigning, som den danske befolkning – og mange andre befolkninger – havde vænnet sig til før krisen. Vi siger også: ”Vi skal arbejde os ud af krisen!” Og ind imellem er der en optimistisk sjæl, der taler om ”lyset for enden af tunnelen”. Dette lys er ny vækst. Regeringen stræber efter og taler om en materiel, kortsigtet økonomisk vækst båret frem af en forbedret konkurrenceevne, flere private arbejdspladser og en øget produktion – forhold, der primært skal komme i stand gennem en øget produktivitet i både private og offentlige virksomheder – og en heraf følgende forøgelse af den danske konkurrenceevne og på den baggrund en forøgelse af industri- og serviceproduktion og -eksport. Der er tale om produktivitetsstigninger, som både regeringen og dens Produktivitetskommission er optaget af, og som givetvis bl.a. skal realiseres gennem skattereformer, reformer på arbejdsmarkedet, skole- og andre uddannelsespolitiske tiltag mm. Men er det den rigtige vej? Er det de rigtige analyser og forståelser af, hvad der sker? Hvad vil vi med den vækst, som vi ikke rigtig definerer indholdet af?

 

Statsministeren udtalte sig fx om krisen, da hun efter en nytårstale blev interviewet til TV2 News. Her sagde hun bl.a.: ”Tunnellen er blevet lidt lang. Men hvis vi træffer de rigtige beslutninger, kommer vi ud på den anden side med velfærdssamfundet i behold. Generationer før os har skabt, videreført og bevaret velfærdssamfundet. Det kan vi også gøre”. Men det forhold, at generationer før os har kunnet bevare og udvikle velfærdssamfundet, er jo ikke det samme, som at det kan bevares i dets nuværende udformning til alle tider. På samme måde, som Jens Otto Krag og andre af velfærdssamfundets arkitekter var fremsynede og udviste stor forandringsvillighed, må der også i dag være nogen, der ser og forstår at tolke den nye verden, som Danmark er en del af og ud fra det evner at påbegynde formuleringen af en ny vision for Danmark. For sandheden er nok, at vi ikke kan blive ved med at fastholde det gamle billede af velfærdssamfundet. Men hvad betyder det? Betyder det, som statsministeren sagde, at vi på alle områder må være opmærksomme på, hvor der kan spares, at vi overalt må se efter, om vi kan gøre noget bedre, billigere eller hurtigere – dvs. mere effektivt mm. Det kunne vi kalde løbende forbedringer. Eller betyder det, at vi skal til at tale om en helt anden samfundsvision? Om en helt anden samfundsmodel? Eller betyder det, at vi skal begge dele?

 

Jeg forstår statsministerens retorik på den måde, at hun grundlæggende taler om løbende forbedringer af et system, som hun mener skal bevares. Og over for det står det andet synspunkt, som handler om en transformation af selve systemet til noget andet – til en anden samfundsmodel. Når danske politikere i disse år taler om reformer, så mener de oftest med reformer forskellige former for reparationer af det eksisterende system, dvs, forbedringer. Derfor bruger jeg ikke her udtrykket reform, men transformation. Sagt på en anden måde: Handler det om ”business as usual” eller om ”business as unusual”? Medierne synes i vid udstrækning at køre med på retorikken om løbende forbedringer; kommentatorerne efterlyser konkrete tiltag, konkrete værktøjer, ja, de taler ligefrem om en værktøjskasse, de efterlyser konkrete lovforslag (undertiden under benævnelsen reformer), men de mener løbende forbedringer. På den måde ser det ud, som om både kommentatorer og flertallet af de politiske partier er enige: De taler inden for det eksisterende systems rammer og grundantagelser. Men skal vi ikke ud over disse gamle rammer og antagelser? Kan vi klare os med løbende forbedringer? Kan vi klare os med at justere og reparere på det eksisterende system på vejen gennem det, som statsministeren kalder tunnelen. Selvfølgelig skal vi lave kortsigtede tilpasninger og justeringer, men vi bliver nødt til samtidig at tage fat på en mere grundlæggende drøftelse af, hvilket samfund vi ønsker at udvikle på lidt længere sigt, dvs. hvilket samfund, der skal træde i stedet for det nuværende velfærdssamfund. Hvad skal vi sigte imod på længere sigt?

 

Hvem skal begynde at fortælle historierne om det nye velfærdssamfund? Og hvilket indhold skal disse fortællinger have? Hvad skal fortællingerne handle om? Vi skal alle bidrage til dette, men det er det, lederskab til syvende og sidst handler om. Lederskab handler ikke mindst om at have klare visioner for den virksomhed eller det samfund, som man er i spidsen for. Politikerne må begynde at tale åbent og klart om dette i stedet for bare at tale om, at det bliver hårdt, at der er regninger, der skal betales og huller, der skal lukkes – underforstået, at når først det er sket, og når først krisen er overstået, så er vi tilbage ved den gamle velfærdsmodel. Det er  vi ikke. Der er ikke ret meget, om noget overhovedet, der tyder på, at det er en realistisk mulighed at vende tilbage. Tvært imod peger mange forhold i retning af store ændringer i den måde, som vi kan indrette vores samfund på i fremtiden.

 

Vi kan ikke løse alle de aktuelle problemer blot ved at se ned i den såkaldte værktøjskasse og herefter skrue på forskellige økonomiske, finanspolitiske, uddannelsespolitiske og andre knapper. Det lader sig ikke gøre; det fører blot til nye problemer af lignende art andre steder; man kan ikke løse problemer med den tænkning og de værktøjer, der har skabt dem. Man må tænke ud over, op over problemerne og se dem i nye sammenhænge. Man må se potentialer og muligheder i stedet for at se problemer og begrænsninger. Man må begynde at tænke på nye samfundskonstruktioner, en ny form for velfærdstænkning, en ny form for måling af produktion og resultatskabelse i samfundet, således som det fx er ved at ske med nye former for BNP tænkning. En regering har selvfølgelig ansvaret for, at samfundets institutioner fungerer – nu og her. Og det gør de i vid udstrækning. Men en regering har også et langsigtet strategisk ansvar, et ansvar for samfundets langsigtede udvikling. Her halter det gevaldigt.