Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

De studerende svigtes

2. september 2013

Denne tekst har været bragt som artikel i dagbladet Politiken den 31. august 2013.

Igennem de seneste par år har jeg gennemført en lille uvidenskabelig undersøgelse, der går ud på, at jeg har lyttet til unge mennesker, der studerer på et universitet i Danmark. Undertiden er udtrykket, at studere, så fjernt fra det, der sker, at man må nøjes med at bruge udtrykket, går på.

Der er alt for mange negative beretninger, oplevelser og erfaringer, der handler om, at studerende svigtes. Hvad går disse beretninger ud på?

De handler primært om det faglige – eller rettere: Mangel på faglighed. Beretningerne går ud på, at der er alt for mange aflysninger. De går ud på, at studerende ingen nævneværdig undervisning modtager. Det betyder f.eks. kandidatstuderende, der har meget få undervisningstimer pr. semester, studerende der modtager meget lidt og ringe vejledning, studerende der møder meget ringe undervisere, om nogen, studerende, der møder op til undervisning, der i realiteten består i, at en lærer beder de studerende om at diskutere ét eller andet emne uden nogen struktur, vejledning eller ledelse.

Beretningerne handler også om studerende, der oplever, at ingen stiller krav og klare opgaver til dem; de må selv definere deres opgaver, også på de indledende dele af studierne. Mange kritiserer en stor gruppe velmenende – og i virkeligheden svage undervisere, der forlænger og forlænger afleveringsfrister for skriftlige opgaver og afhandlinger med det resultat, at et betydeligt antal studerende for det første får deres studietid væsentligt forlænget, og til sidst får deres afhandlinger mm. godkendt, selv om de i realiteten burde have været dumpet. Mange universitetsstuderende oplever, at klart ikke-egnede studerende får tildelt kandidatgrader. Det er svigt.

Jeg gengiver med tilladelse en del af en mail fra en kandidatstuderende, der nævner »det bizarre i at en fultidsstuderende på “mit fag” (og andre fag på humaniora) får ca. seks timers undervisning om ugen, Seks timer! Og en halv times vejledning forud for en eksamensopgave. Når jeg ser tilbage på min studietid, er det derudover den enorme mangel på konsekvens, der stadigvæk kan gøre mig harm. Vi får deadlines for, hvornår opgaver skal afleveres, men hvis du ikke er færdig til denne deadline, så får du bare en måned til. (…) Det er praksis på mange uddannelser, og det medfører selvfølgelig, at flere kommer igennem uddannelsen, men det medfører derudover en enorm demotivation hos alle studerende (både hos dem der afleverer til tiden, og hos dem der ikke gør), en manglende stolthed over faget (fordi alle jo rent faktisk kan komme igennem/ bliver båret igennem) og måske vigtigst af alt, et forkvaklet forhold til opgaver og deadlines hos de studerende, der overskrider disse”.

Det er muligt, at nogle undervisere oplever et pres fra deres institution om at være gavmilde med hensyn til at lade studerende bestå eksaminer af den simple – og usaglige – årsag, at institutionen først får penge for en studerende, når og hvis den pågældende studerende består sin eksamen. En kandidat, der ikke får sin eksamen, er en dyr fornøjelse for universitetet.

Jeg har været inden for universitets- og undervisningsverdenen i mange år. Jeg ved, hvad undervisning, forskning og forskningsbaseret undervisning er. Jeg ved, hvad det vil sige at være studerende. Jeg ved, hvad god og dårlig undervisning er. Og jeg er ganske enkelt rystet over de beretninger, jeg på denne måde gennem de seneste år har lyttet til. Og jeg må også sige, at jeg er er forarget over det, jeg ser. Jeg er forarget på de unge menneskers vegne. De svigtes!

Alle disse beretninger er naturligvis særtilfælde; det er enkeltstående beretninger fra studerende, der har haft disse oplevelser, og som efter min klare opfattelse er helt ærlige omkring oplevelserne; jeg er slet ikke i tvivl om, at det er sådan, det forholder sig – set med disse studerendes øjne. Og det handler ikke om nogle få hundrede studerende – det handler om tusinder. Der skal råbes vagt i gevær! Det er alt for mange!

Når ledende politikere og embedsmænd udtaler sig om tragiske ulykker, siger de: ”Én ulykke er én for mange!” Eller de siger: ”Én arbejdsløs er én for meget”. Det samme vil jeg sige om disse studerende. I alle organisationer og institutioner, der har med individer at gøre – som fx hospitaler, uddannelsesinstitutioner, plejehjem og mange andre lignende virksomheder – gælder det, at det er det enkelte selvstændige og enestående individ, der er i centrum. For hospitalspatienten, for den studerende og for mange andre er det totalt uinteressant, om der er 10, 940 eller 4100 andre lignende mennesker. Det er fuldstændig uinteressant. For den enkelte patient og studerende er der ét centralt, indlysende og afgørende spørgsmål: Hvorledes bliver jeg mødt, forstået og undervist mm.?

Over for disse beretninger vil repræsentanter for de ansvarlige systemer muligvis sige: Disse beretninger er ikke repræsentative; de siger ikke noget om universiteterne som helhed. De er enkeltstående. Og – systemerne vil tænke, men de vil ikke sige det: Og det er sandsynligvis nogle dårlige studerende, eller nogle brokhoveder, som det under alle omstændigheder er umuligt at stille tilfredse. Sådan vil man tænke, men det er ikke rigtigt. Nej, det er ikke brokhoveder, det er ikke dårlige studerende. Tværtimod: Det er seriøse studerende; det er studerende, der sukker efter undervisning, vejledning, krav, studiemuligheder, udfordringer. Det er dybt frustrerede studerende; nogle få af dem klager, men de fleste er tavse, bl.a. fordi de har erfaringer, som siger, at de intet kan stille op.

Jeg er overbevist om, at det danske samfund har et reelt problem her. Der er alt for mange af den slags studerende, som jeg her fortæller om. Inden for mange fakulteter, institutter og områder, men tilfældene er sandsynligvis meget skævt fordelt på de forskellige fakulteter. Jeg har i min erindring en udtalelse fra rektor for Københavns Universitet, der engang i forbindelse med en diskussion om det særlige ved den undervisning, der foregår på universiteterne, svingede sig op og talte om, at noget af det fantastiske ved at studere på universitetet netop var, at her mødte den studerende de fremmeste forskere, de bedste forskere, der sikrede, at den studerende hele tiden fik den nyeste viden af de selvsamme forskere, som var involveret i interessante og vigtige forskningsprojekter inden for de områder, som de underviser i, osv., osv.

Og det er i princippet også rigtigt. Men hvordan ser virkeligheden ud? Jeg erindrer, at jeg tænkte: Ja, hvis de studerende bare møder nogen af disse forskere! Det er der mange studerende, der ikke gør. Og det er det, der er sagen. Alt for mange studerende møder ikke denne engagerede, ansvarlige og enormt dygtige forsker og underviser. Om nogen?

Der skal gøres noget her. I stedet for at arbejde på at få endnu flere studerende ind på universiteterne, skulle man behandle de studerende, der allerede er optaget på en uddannelse, seriøst og ordentligt. Man skulle være optaget af at få de relevante studier til at fungere ordentligt og samtidig nedlægge forældede eller tvivlsomme studier, fag, områder mm.

I stedet for at forøge den hastighed, hvormed de studerende gennemfører deres studier, skulle man være optaget af at sikre, at de studerende får den undervisning og vejledning, som de har behov for. Ligeledes er det en opgave at hjælpe de studerende ud af universitetet, der ikke er egnede til det nuværende universitet, men måske nok til et helt andet universitet eller til en anden slags uddannelse, som måske endnu ikke er udviklet, fordi vi så ensidigt fokuserer på de velkendte og traditionelle uddannelser. Det er svigt at undlade at afvise studerende, der ikke er egnede til den pågældende slags uddannelse.

Der er et skærende modsætningsforhold imellem de fænomener på vore uddannelsesinstitutioner, som jeg her har skitseret, og de selvsamme institutioners hjemmesider og beskrivelser af deres egne fortræffeligheder og satsninger på innovation, globalisering, IT, helhedstænkning og på at være blandt verdens bedste – og jeg ved ikke, hvad man kan få sig til at sige samtidig med, at der er studerende, der simpelthen lades i stikken og ikke får en uddannelse, som de kan bruge til noget som helst – og da slet ikke i en såkaldt globaliseret verden.

Vi er ved at uddanne en meget stor gruppe af unge mennesker, som får meget ringere uddannelser, end deres formelle titler svarer til. Vi er ved at uddanne et proletariat af arbejdsløse akademikere, som vil få meget svært ved at få et job bare i nærheden af det, der var det oprindelige sigte med deres uddannelse. Den før citerede kandidatstuderende siger om dette: ”Din fremtidsprofeti omkring det arbejdsløse humanioraproletariat er virkelig grel, men den er jo fuldstændig realistisk og er allerede ved at tage form”.

Jeg har de bedste ønsker for den universitetsverden, som jeg selv er en del af. Men jeg er alvorligt bange for, at vi har for travlt med simpel kvantitativ vækst; for travlt med at blive de bedste i verden, målt på nogle få og tvivlsomme parametre; for travlt med at få stadig flere studerende ind på vore universiteter; for travlt med at få så mange studerende som muligt igennem uddannelserne på så kort tid som muligt. Det var Jern-Henrik, der engang sagde: »Jeg er faret vild, men jeg skyder en god fart«. Universiteterne skyder også en god fart, men på nogle områder er vi på afveje.

Det danske samfund er i ekstrem grad afhængig af de uddannelser, som vi giver vore mennesker. Men det er en misforståelse at tro, at dette er ensbetydende med, at så mange som muligt skal igennem lange og traditionelle universitetsuddannelser. Det er efter min opfattelse meget mere sandsynligt, at der bør ske en yderligere differentiering, således at færre får en traditional universitetsuddannelse og flere får andre former for uddannelser, også universitetsuddannelser, som vi ikke kender i øjeblikket, uddannelser, der skal designes mere i lyset af den fremtid, vi står over for, end i lyset af den universitets- og uddannelsesfortid, som vi har bag os.

Det handler om nytænkning, og nytænkning på universiteterne handler ikke bare om struktur- og teknologiændringer. Nytænkning viser sig i adfærden og kompetencerne hos de studerende, der kommer ud af universiteterne. Universitetet kendes på sin forskning og på de studerende, der udgår fra universitetet.