Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

Hold nu op! Om respekt og værdighed

9. september 2013

Et demokrati er bl.a. karakteriseret ved en række frihedsrettigheder. Men pligter er der ikke mange af. Én af frihederne er friheden til at ytre sig. Det er en fantastisk frihed, som mennesker i et land som Danmark formentlig i vid udstrækning tager for givet. Vi tænker ikke over, at vi kan udtale os om det ene og det andet, uden at politiet eller andre myndigheder kommer efter os. Jeg kan udtale mig om politik, om det danske forsvar, om den politiske linje i min kommune – og der sker mig ikke noget. Det er noget, jeg har lov til. Som bekendt forholder det sig ikke sådan i alle lande.

Denne ret indebærer også en ret til at kritisere de ledende politikere. Herunder landets øverste politiske leder, statsministeren. Jeg har intet i klemme i forhold til den danske statsminister og hendes politiske parti eller regering. Jeg er ikke medlem af noget pari, men jeg hørte til den meget store gruppe af danskere, der ved det sidste folketingsvalg ønskede et regeringsskifte. Og jeg havde store forhåbninger til den nye regering.

Jeg har i flere sammenhænge udtalt mig om den politik, som regeringen har ført i de forløbne par år. Og det er der mange, der har gjort. Og det er fint. Det er, som det skal være. Men jeg må indrømme, at jeg er ved at være bange for, hvad det er for en tone og systematisk ensidighed, der er ved at udvikle sig, og som efter min bedømmelse indebærer, at stort set alle medier som små kloner benytter enhver tænkelig lejlighed til at kritisere, ikke bare regeringens politik,  ikke bare statsministerens politik, men også statsministeren som person. Ingen dansk regering og statsminister er nogensinde i fredstid blevet jagtet så meget, så ensidigt og så vedholdende i danske medier, som den nuværende. Det er ganske enkelt ikke i orden.

For at sige det gammeldags: Den respekt, som jeg mener, der børe være om statsministerens person og embede, er ikke til stede. Der udvises ikke respekt; der tales ikke med respekt. Der skrives ikke med respekt for person og embede. Jeg taler ikke om underkastelse og følgagtighed; jeg taler ikke om at stå ret og om at rette ind. Jeg taler om ordentlighed, anstændighed, rimelighed, respekt, nuancering.

Danske medier, måske med ganske få undtagelser, har nu i mere end to år dagligt sunget en sang om løftebrud; ordet løftebrud er på vej ud af munden og pennen hos mange kommentatorer og journalister, endnu inden statsministeren har talt færdig, for det er blevet en fast retorik: regeringen løber fra sine løfter, regeringens medlemmer og partier løbet fra alt, hvad de lovede før valget. Hold nu op!

For det første: Det er ikke rigtigt. Ugebrevet Mandag Morgen har klart dokumenteret, hvor lidt der er om denne løftebrudsretorik. For det andet: Enhver flerpartiregering i historien, og selvfølgelig også flerparti-mindretalsregeringer er karakteriseret ved, at intet enkeltparti kan få hele sin politik gennemført. Selvfølgelig må der finde forhandlinger sted internt i en flerpartiregering. Det siger sig selv. Alene heraf følger, at man som parti forud for et valg har erklæret noget, har formuleret politiske standpunkter og programpunkter, som man selvsagt ikke kan få igennem – og i hvert fald ikke fuldt ud– når det kommer til den praktisk førte politik. Selvfølgelig kan man ikke det. For det tredje: Jeg undlader at citere en tidligere statsminister: Men at skifte standpunkt kan være en stor dyd; og ikke at ville skifte standpunkt kan være udtryk for en stor svaghed – og en stor risiko. Og det selvfølgelig i særlig grad i en verden karakteriseret ved stor foranderlighed – for at sige det mildt. Det var en anden statsmand, nemlig Willy Brandt, der engang sagde: ”Det kræver mere mod at ændre sin mening, end at forblive den tro”. Den nuværende regering har regeret i en meget vanskelig periode; økonomiske og andre kriser har  domineret – måske mere end nødvendigt, men har domineret og har krævet af regeringen, at den har måttet udvise fleksibilitet og parathed til nye veje og nye virkeligheder. At tale om løftebrud i nogle af disse sammenhænge har nogen gange virket dybt useriøst – grænsende til afstumpethed og præget af ond vilje.

Men alt dette er desuden og i helt usædvanlig og utilgiveligt omfang kommet til at dreje sig – ikke bare om den førte politik, men om statsministerens person. Det er sket på måder og i et omfang, som ganske enkelt har gjort mig utilpas, og som jeg betragter som et faresignal for hele den demokratiske tradition og debat. Noget af det, der sker, er ganske enkelt uværdigt. Respekt og værdighed kan sagtens forenes med en kritisk debat og en kritisk journalistik.

Kritisk journalistik handler selvfølgelig ikke om, at journalister skal skyde alt og alle ned. Selvfølgelig skal journalister stille spørgsmål. Også kritiske spørgsmål. Selvfølgelig skal journalister gå bag om, gå neden under, grave og søge begrundelser, antagelser, forklaringer, motiver og meget andet. Selvfølgelig skal de det. Men kritiske spørgsmål behøver selvfølgelig ikke at være negative spørgsmål.

Kunne man tænke sig den mulighed, at journalister byggede op, var konstruktive, gik med, banede vejen for og var med til at udvikle nye løsninger og kombinationer, være med til at formulere nye hypoteser, synspunkter og muligheder; at journalisten er kritisk, konstruktivt lyttende? Jeg taler ikke om, at journalisten bare skal rette ind, men bare engang imellem gå med og være med til at forfølge en sag eller et spørgsmål frem mod noget mere, mere præcist, mere omfattende, mere nuanceret, mere klart? Man kan godt være med uden at være medløber!

Nu har statsministeren besluttet at indstille tirsdagspressemøderne. Og det forstår jeg godt. Jeg har ikke set alle tirsdagspressemøder. Det være langt fra. Men jeg har set mere end  nok. Jeg tror aldrig, jeg har anet en positiv, konstruktiv, opbyggelig tone fra journalisterne. Jeg har set journalister, der – uanset hvad statsministeren sagde, forklarede, argumenterede –  havde  deres egen helt private og ofte smålige dagsorden, som de kørte løs med, uanset hvilken dagsorden og hvilke budskaber statsministeren havde.

Mange af disse møder blev derfor karakteriseret ved, at det hele blev meget lavtflyvende. Ofte var der en dårlig stemning. Der var ingen opbyggelighed, som der sagtens kunne være med både kritiske og konstruktive spørgsmål. Det er en falliterklæring, at en institution som denne, hvor landets presse møder landets statsminister, ikke kan overleve.