Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

Old Public Management

25. marts 2014

Folkeskolen

New Public Management (NPM) er fortsat en dominerende tænkning i den offentlige sektor. Konkurrencestaten er en del af resultatet. Lige nu taler vi meget om udlicitering. Lytter man til de officielt toneangivende, så er NPM en del af løsningen på Danmarks problemer. Jeg påstår, at det forholder sig omvendt: at NPM er ved at være en del af problemet. New er blevet Old. OPM.

NPM handler – kort sagt – om måling, dokumentation, konkurrence, sammenligning, kontrol, effektivitet, produktivitet – i den offentlige sektor. Decentralisering var en del af det oprindelige tankegods, men det blev så i virkeligheden undervejs til mere og mere centralisering.

NPM-begreberne er en integreret del af det, vi i dag kalder konkurrencestaten. NPM har ført til et tal- og målingstyranni, der i det offentlige rum fx handler om de berømte og berygtede  PISA-tests inden for skoleområdet. Men også en enorm fokusering på talmæssige, økonomiske målinger og sammenligninger er blevet resultatet. Alt skal omsættes til kroner og ører. Udgifter pr. elev, patient, gammel, døende, børnehavebarn. Det hele handler om penge og konkurrence. Børnene skal fx lære engelsk fra 1. klasse, ”så de kan konkurrere med kineserne”, som både stats- og undervisningsministeren formulerede det, da reformen om Ny Nordisk Skole blev præsenteret. Konkurrencestaten er jo netop en stat, hvor alt handler om konkurrence.

Mange relationer mellem mennesker i konkurrencestaten handler om penge. Formuleringen, ”Vi skal have verdens bedste folkeskole” har været benyttet af både stats- og undervisningsministre. Hvad betyder det? Det betyder ingenting! Det er tomt! Det er lige så tomt og dumt, som når DR forsøger at få seertal ved at lave en udsendelse, hvor man sammenligner en dansk og en kinesisk folkeskoleklasse? Bag det skjuler sig et primitivt kræmmersyn, der reducerer os alle til krigere i en globaliseret vækst-verden, hvor de rige bliver rigere og de fattige fattigere. Hvad er det for en bodega-tænkning, der får tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen til at koge det hele ned til sætningen: ”Vi skal køre nogle flere kilometer på literen”.

Et gammelt ordsprog og en udbredt erfaring handler om, at man får, hvad man måler. Men ikke alt, der måles og tælles tæller, og ikke alt, der tæller tælles – for nu at benytte et gammelt Einstein-citat. Et citat, der rummer mange af de aspekter, som den aktuelle debat om NPM handler om. Hvad tæller? Hvad skal tælles? Og hvordan skal det, der tæller, tælles? Hvad er meningen med den offentlige sektor – fx med en skole?

For at tage et eksempel: På en skole arbejder der et stort antal lærere, pædagoger, ledere, børn og unge og tæt på er der forældre og andre. Hvorledes måles resultatet af den række af aktiviteter, der gennemføres på en skole i løbet af et år? Ja, i praksis måles det på to måder: Den ene måling handler om forskellige karaktergennemsnit. Den anden handler om udgifter. Hvor mange penge har det fx kostet pr. elev? Der er andre ting, der måles, men dette er det centrale. Og det er fattigt. Sandheden er, at der er mange flere typer af dimensioner, mål, resultater, virkninger, konsekvenser mm. af de aktiviteter, der gennemføres på skolen. Men da de ikke rigtig tæller, tælles de ikke. Det, der tælles, tæller, og det, der ikke tælles, har af netop denne grund ikke særlig vægt eller betydning.

Dermed føres vi ind i en ond cirkel, hvor det hele bliver mere og mere primitivt – og dermed overskueligt. Den dummeste kan forstå, om et karaktergennemsnit er højere eller lavere i år end sidste år. Men hvad siger det egentlig? Enhver kan også forstå, om Danmarks gennemsnit ligger over eller under et gennemsnittet for et andet land, fx Grækenland. Men hvad siger det? Hvad betyder det? Hvordan kan det fortolkes og forstås? Sandheden er: Det er meningsløst. Det er uden meningsindhold. Det kan ikke bruges til noget som helst. Og derfor er der én ting, som Danmark umiddelbart kan og bør gøre: Droppe alle disse PISA-test beregninger. De gør intet godt. De gavner ingen og intet – udover de, der lever af at lave dem. Drop disse tests – som et første led i at bevæge Danmark i en anden retning, end den simple og fordummende NPM-inspirerede test- og sammenligningsvej. Lad os standse dette meningsløse, skadelige og derfor ubrugelige målingstyranni.

Lad os besinde os på, hvad vi virkelig vil med den offentlige sektor, herunder fx med folkeskolen, og lad os udvikle målings- og beskrivelsestilgange og –metoder, der kan hjælpe os til at udvikle en stadig mere egnet og ønsket folkeskole. Jeg siger ikke, at vi i den sammenhæng ikke skal give og benytte talkarakterer; jeg siger heller ikke, at vi ikke skal holde øje med pengene og beregne økonomiske størrelser. Tvært imod. Selvfølgelig skal vi det. Men vi skal også fokusere på mange af de andre – vigtige – elementer, der indgår i vore ønsker for skolen, fx trivsel, kreativ udfoldelse, sociale evner mm. Og må jeg så i al forsigtighed sige: Det er ikke alle ændringer og forbedringer, fx i folkeskolen, der koster penge. En bedre folkeskole er ikke nødvendigvis en dyrere skole!

Vi skal have gjort op med den tænkning, at hvis man vil noget andet og mere med folkeskolen end simple talmæssige målinger, så er man naiv og økonomisk uansvarlig. Selvfølgelig er det ikke ligegyldigt, hvad skolen koster. Selvfølgelig skal der handles og disponeres økonomisk ansvarligt; selvfølgelig skal vi som skole og samfund have så meget ud af vore midler som muligt – på den ene side, og på den anden side være klar over, at det er et meget elastisk udsagn, for hvad betyder det, hvad ligger der i det? Ja, det er jo bl.a. et af de spørgsmål, som ledelse på alle niveauer handler om: Hvad vil vi med og hvad vil vi have ud vore ressourcer? Hvad tæller og hvad skal tælles?