Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

Danmark – en humanitær stormagt eller en stat af kræmmere?

11. november 2014

Denne artikel har været offentliggjort i Ugebrevet Mandag Morgen den 10. November 2014, og en ændret version af artiklen har været bragt i dagbladet Politiken den 3. November 2014. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen.

Af
STEEN HILDEBRANDT

Der har aldrig været så mange flygtninge i verden, som nu. Det er et kvalificeret gæt at sige, at der vil blive endnu flere. Ikke nødvendigvis alene på grund af krige, men på grund af andre forhold, der får mennesker til at flygte fra hus og hjem. Hvis der ikke er vand, hvis der ikke er mad, hvis der er sult og sygdom, så er det jo nærliggende at flygte. Det har mennesker i et eller andet omfang altid gjort. Problemet er, at meget tyder på, at disse årsager vil tage til i antal og styrke, således at meget betydelige grupper af mennesker i de kommende år må antages at flygte – også over lange afstande. Jeg forestiller mig, at antallet af flygtninge kan stige til meget voldsomme højder.

Selvfølgelig er der snyd og humbug i en så kaotisk verden. Selvfølgelig er der menneskesmuglere i en verden, hvor der er så mange mennesker i nød, som tilfældet er. Selvfølgelig snyder flygtninge og indvandrere. Ligesom vi andre snyder i ny og næ. Men det helt store flertal af danskere snyder ikke med sociale ydelser, snyder ikke i skat, får ikke udført og udfører ikke sort arbejde. På samme måde: Langt de fleste flygtninge, indvandrere og asylansøgere er ikke bedragere og snyltere, men er legale og ordentlige mennesker, der virkelig er på flugt fra rædselsregimer og umenneskelige forhold mange steder i verden. Og selv om man er ”kunde” hos en menneskesmugler, kan man jo godt – og vil man formentlig ofte – virkelig være i nød.

Tror pokker, at der er så mange på flugt i verden, når man ser, hvad der foregår i verden – krige, blodige regimer, religiøse, seksuelle og etniske overgreb og udrensninger og meget andet. Føjer vi hertil, hvad vi kommer til at opleve af mennesker, der flygter på grund af klimaforhold, social og økonomisk ulighed, ja så overvældende uligheder og forskelle, at det er uudholdeligt for stedse flere mennesker, så forstår vi, at antallet af mennesker på flugt i verden vil nå hidtil usete størrelser. At forestille sig, at vi, der lever i de vestlige industrialiserede lande, som en selvfølge ikke bare kan opretholde vores materielle og økonomiske velstand, men konstant kan forøge den i de kommende år, er et overordentlig optimistisk syn.

Danmark kan ikke løse alle de problemer og udfordringer, der er forbundet med den nuværende og fremtidige flygtningesituation. Langt fra. Selv den humanitære stormagt, Sverige, kan kun løse en lille del af den samlede problemstilling. Men svenskerne har en anden tilgang, end vi har i Danmark. Kræmmermentaliteten kender ingen grænser i Danmark. Uværdigheden vil ingen ende tage i Danmark. Der er ingen grænser for, hvad man kan få os danskere, herunder ikke mindst danske politikere, til at tænke og sige. En repræsentant fra partiet Venstre blev forleden i et dagblad refereret for udsagnet: ”Vi skal jo heller ikke være tossegode”. Langt ind i Socialdemokratiet breder kræmmermentaliteten sig. Og igen: Selvfølgelig kan Danmark ikke bare åbne sine grænser for alle mennesker, men jeg havde nær sagt: Det er der sandt for dyden heller ingen fare for, at vi gør. Men kunne vi dog ikke praktisere en ordentlig tone; kunne vi dog ikke i både tale og handling praktisere en værdighed, en ordentlighed, en menneskelighed, så vi kan være os selv bekendt i den store sammenhæng? Og i hvert fald: Der er ingen nærliggende fare for omfattende tossegodhed i et land med så mange kræmmere og fremmedskeptiske, som vi har i dette land.

Danmark hører til en lille gruppe af lande i verden, der i den grad har sit på det tørre; de vestlige industrilande har raget til sig i helt ubeskrivelig grad af alt, hvad der findes af materielle goder på kloden, så meget og så længe, at vi har taget det meste. Den gode gamle 80-20 regel gælder også her. Det betyder, at en lille procentdel af klodens befolkning har sat sig på langt den største procentdel af alle materielle, sundheds- og uddannelsesmæssige og flere andre goder og muligheder. Vi har ikke holdt os tilbage fra at tjene de sidste penge og rage de sidste fordele til os ved hjælp af, hvad vi har kaldt u-landsbistand af meget forskellig – og tvivlsom – slags, men som har det til fælles, at det har handlet om u-lande og os, og det er os, de rige vestlige lande, der har tjent og opnået ubeskriveligt store fordele på de fattige landes bekostning. Det finder sted den dag i dag.

I denne situation ville det klæde os, om vi i det mindste talte ordentligt, men også omsatte denne tale til handlinger, der var rettet mod reelt og opofrende at hjælpe de millioner af flygtninge, der er i verden – og som fortsat vil være i verden – af stedse flere og forskellige årsager, herunder krige og menneskelig ødelæggelse og forfølgelse.

Åbner man for danske medier i dag, fx de elektroniske medier, og kommer til at lytte til en dansk politiker, der taler om flygtninge og indvandrere, så kan man være sikker på én ting: Det er ikke en tale, der handler om menneskelighed, hjælpsomhed, omsorg, empati og medfølelse. Det eneste sikre er, at det handler talen ikke om. Det vil være svært, måske umuligt, at finde en politiker, der ærligt taler om disse spørgsmål ud fra hjertet. Talen vil tvært imod handle om, hvor meget vi kan spare, hvor meget vi kan tillade os at forhindre, afvise og ulovliggøre, hvor korte ophold, vi kan nøjes med, hvor store krav vi kan stille til indvandrere, fx i retning af, hvilke job, de allerede skal have, hvad de kan tjene og hvorfra de kommer, altså i virkeligheden en opdeling i A- og B-mennesker. Én af de værste af alle – bortset fra Dansk Folkeparti, der altid har meldt klart ud, nemlig den formentlig kommende statsminister, der selv har haft en stribe sager og problemer, der sagt på godt gammel dansk handler om snyderi, holder sig nu ikke tilbage fra både at ville spare alt, hvad man kan herhjemme i Danmark, men vil nu også spare derude, dvs. spare på Danmarks u-landsbistand. Det sidste argument, og der er i forvejen ikke mange argumenter for at spare på den danske u-landsbistand, men det sidste argument, som Venstre og Venstres leder bruger, er, at ”Så må vi håbe, at der er andre lande, der vil give mere” – nu hvor tiden er kommet, hvor Danmark er nødt til at spare. Hvor lavt kan vi synke?