
Oprør fra hjertet
12. december 2011

I Kjeld Holms og min bog, Oprør fra hjertet, tager vi ordet – som borgere. Vi formulerer nogle standpunkter, nogle drømme og nole håb. Vi tror, vi håber og vi formulerer os om handlinger og initiativer, der bør gennemføres og tages. Men først og fremmest formulerer vi os ind i, hvad vi opfatter som og kalder folkelige drøftelser.
Jeg tror, at der er behov for brede folkelige drøftelser af, hvad det er for et samfund, vi ønsker udviklet i de næste tiår. Og ”vi” – det er befolkningen. Der er behov for, at såkaldt almindelige mennesker formulerer sig om, hvad de ser og hvad de håber og tror på.
Hvordan oplever vi den nuværende samfundsudvikling? Hvordan har svage mennesker det i vor globaliserede konkurrencestat? Hvordan udvikler folkeskolen sig? Hvordan har børn det i det danske samfund? Hvad med de gamle? Hvad med Danmark som krigsførende land? Hvad med naturen og landbruget? Hvad med den humane nedkøling, som vi i bogen hævder har fundet sted de seneste ti år? Hvad med kirken eller kirkerne? Hvad med selve det kapitalistiske system, der ser ud til at være meget angrebet og undermineret.
Der er tale om et kærligt oprør, et oprør om tro, håb og handlingsønsker. Et oprør, der kommer fra menneskers hjerter, følelser og intuition – og ikke et oprør, der er dikteret og formuleret af specialister og dertil specialtrænede mennesker af forskellig slags.
Hvor der er liv er der håb. Sådan plejer vi at sige. Men jeg har set meget liv, hvor der ikke er meget håb. Vi vender i bogen dette udsagn om og siger: Hver der er håb, er der liv. Tager vi den lige overståede valgkamp, så var der ikke meget håb i den. Retorikken lød: ”Vi har en gæld på et stort antal milliarder. Vi skal have lukket hullet. Vi skal have betalt regningen. Vi skal have hurtig vækst (underforstået: kortsigtet materiel vækst)”. Der er ikke meget håb i dette. Snarere tvært imod. Valgkampens udtalelser og retorik kan tage humøret fra enhver.
Vi har et håb om, at vore politikere vil tage imod noget af dette – og måske selv være med til at vise nye veje. Vi har også et håb om bredere folkelige dialoger og drøftelser af samfundsmæssige, politiske og værdimæssige spørgsmål. Vi ser og påstår, at der er behov for at gå nye veje på en række områder. Vi forbryder os i meget høj grad med en gammel indsigt, der hedder: Et problem kan ikke forstås og løses med den tænkning, der har skabt det. Vi arbejder på mange måder og områder med en tænkning, der hedder: Mere af det samme – og gerne hurtigere. Og ofte gør denne tænkning bare ondt værre. Vi har behov for at gå nye veje; det kan være, når det handler om folkeskolen; det kan være, når det handler om ældrepleje og om børn og vuggestuer. Det kan handle om store og dybe spørgsmål om krig og fred. Om verdens udvikling; om klodens situation; om klima og ressourcer. Om globalt lederskab. På den ene side mener vi, at der her er alvorlige udfordringer. På den anden side mener vi, at der er mange kilder og begrundelser for store håb til den fremtidige udvikling.
At håbe er at turde bringe fremtiden ind i nutiden. Håbet om et bedre liv – ikke ud af det blå, men i troen på, at der er en mening med livet, og at jeg selv har ansvaret for at formulere denne mening. Der er en sammenhæng mellem den ydre og den indre verden. Mange af de forandringer, som vi ser gennemført, kommer netop ikke ud af en tro på og en klar formulering af, hvad der er meningen med livet og – ud fra det – hvad der er meningen med den organisation og til syvende og sidst det samfund, som jeg er en del af. Min indre verden påvirker den ydre verden, som jeg er med til at skabe – og omvendt. Derfor handler forandring, politik og ledelse – først og fremmest – om et indre arbejde, om et indre liv. Om mine følelser, holdninger og tanker.