Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

Teknokratisk ledelse

25. juni 2012

Tags: , , ,

Inden for de seneste måneder har jeg været i forskellige sammenhænge , hvor teknokrati har været et fremherskende og gennemgående negativt ladet ord. Det handler om hospitalsverdenen, om politiet, det kommunale område, universitetsverdenen og folkeskoleområdet – og flere andre. Det er et massivt træk her, at mange ikke bare er trætte af mere eller mindre meningsløse målinger, kontrakter, tællinger og sammenligninger; man hævder og viser også, at mange af disse teknokratiske bestræbelser har utilsigtede og ofte direkte negative virkninger derude, dvs. dér, hvor det hele udspiller sig, nemlig i kommunen, i politikredsen, på skolen og hospitalet.

Man glemmer, hvad det i virkeligheden drejer sig om, nemlig en borger – som elev, patient, mm. – og dem, der glemmer, er habitklædte teknokrater i et ministerium, der tror, at de på systemets vegne skal styre og kontrollere, således at alt går til, som det skal. Eller som de – djøf’erne – mener, det skal gå til. Og de mest troende af teknokraterne tror desuden på, at man på den måde faktisk opnår det bedste, det optimale. Det er der meget, der tyder på, at man ikke gør.

Jeg har lyttet til kommunal-,  politi- og skoledirektører og andre, der udmaler, hvor vanvittige målinger og sammenligninger, der foretages. Vi befinder os i en talrus. Det er en tro på central styring og kontrol; en centralisering og en mistillid, der er ved at nå højder, hvorfra der kun er én vej. Og det er tilbage til en lille smule mere sund fornuft og tillid til læreren, lægen, pædagogen, politibetjenten og den decentrale leder. Decentralisering – men på nye tillids- og videnbaserede måder.

Der er en gammel sætning, der hedder: Man får det, man måler. Den offentlige sektor skal levere en række forskellige ydelser til samfundets borgere. Selvfølgelig skal der måles og vejes. Men det er desværre ikke sådan nu, at alt, hvad der tæller, tælles, og det er heller ikke alt, der tælles, der tæller. Og dette handler om, hvad der tæller, dvs. hvad der er vigtigt og skal have opmærksomhed, og det handler om, hvad der tælles i øjeblikket, og hvor dækkende det er, og til sidst betyder det også noget, hvem der tæller.

Teknokratiet fjerner ofte fokus fra det egentlige – kerneydelsen. Teknokratiet tager engagement og arbejdsglæde ud af de titusinder af frontmedarbejdere og ledere derude, dvs. de, der er de egentlige bærere af og hele meningen med den offentlige sektor. Det er jo ikke djøf’eren inde i ministeriet, der er den interessante part her. Det tror djøf’eren ganske vist, og det er just problemet. Djøf’eren såvel som alle lederne er tjenere i et stort system, hvis egentlige kerne er de ansatte, der er i kontakt med borgerne, eleven, den syge og ældre. Det er banalt og enkelt, men vi glemmer det, fordi teknokraterne puster sig op og tager magten.