Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

Ethvert nyt år har sine udfordringer og muligheder.

10. januar 2011

Oprydning er blevet brugt som overskrift på 2010’erne. Oprydningens årti. Det er selvfølgelig en lidt fattig tilgang, men engang imellem må der ryddes op, ikke bare ved, at man flytter lidt rundt på tingene og kasserer det mest åbenbart nedslidte. Men ved, at man kommer til bunds; kommer ud i hjørnerne; får gjort op med alt det gamle, der har hobet sig op og som tager udsyn og kræfter. Som binder og kræver sin egen opmærksomhed og plads. At man kommer igennem alle rummene; ikke bare kælderrum og skunke, hvor der altid ophober sig tvivlsomme effekter og genstande, men også gennem de daglige rum, stuerne, soverummene, spise- og opholdsrum mm. Det er ikke bare hovedrengøring, for ved hovedrengøring er man vist tilbøjelig til at acceptere tingenes tilstand og principielt sørge for, at der er rent. Ved oprydning tager man et skridt dybere. Her gør man ikke bare rent; her tager man stilling til, hvad der skal gøres rent og hvad der skal smides ud, kasseres eller foræres væk.

Der skal ryddes op; det er det første, men dernæst skal der tænkes nyt. Hvad skal vi? Hvad vil vi? Hvad kan vi? Hvad ser vi komme? Hvad mærker vi lige nu og her? Fortiden og fremtiden findes ikke. Kun nu’et findes, men fortiden og fremtiden er vore måder at være tilstede på i nu’et. Derfor er mine fortids- og fremtidsbilleder afgørende for, hvorledes jeg er tilstede i samfundet nu; og hvorledes samfundet er tilstede i verden. Vores udfordring er at have klare billeder af vor fortid. Og klare billeder af vor fremtid. Og lade disse billeder skinne igennem på, hvorledes vi forvalter vore liv, vore institutioner og til syvende og sidst vort samfund – ikke som en isoleret størrelse, men som en del af den store helhed kloden – som ikke er så stor endda. Vi kan overse den; vi hører om den; vi har den i os; vi er i den. Vi har et fælles ansvar for kloden.

En række vaner, fremgangsmåder, tankemønstre mm fra fortiden er det fornuftigt at føre videre; en række lovmæssigheder og love skal respekteres og overholdes. Det gælder fx tyngde- og færdselsloven. Jeg siger ikke, at oprydningen skal drives ud i revolutioner og selvdestruktion. Oprydningen skal ske ud fra grundige overvejelser og refleksioner. Men når det er sagt, så er der uhensigtsmæssigheder, uvaner, gamle tanke- og handlestrukturer, som det er nødvendigt at få gjort op med.

Politisk ledelsesmæssigt sker der altid noget interessant, men i år er der det særligt interessante, at der med sikkerhed bliver et folketingsvalg. Politisk er der store udfordringer; ude i de enkelte offentlige og private virksomheder, institutioner, styrelser mm. er der store udfordringer. Gamle organisationsstrukturer bliver mere og mere åbenbare hindringer for mere og klogere samarbejde; gamle kulturer og traditioner bremser for, ja, hindrer videndeling, netværksdannelse, ledelsestiltag, udveksling mm.

Ikke bare samfundet, men også de enkelte virksomheder og institutioner er delt op – splittet op – i kasser, fag, markeder, kategorier, domæner, siloer, alders-, sygdoms-, studie-, køns-, religions- og mange andre kategorier. Med det resultat, at vi mange steder ikke udnytter den viden og de ressourcer, som vi har til vor rådighed – som samfund, som institution.

Folketinget har sine udfordringer. Det tager tid for Folketinget at gå nye veje. Demokratiet er en god, den bedste (eller, som det ofte er blevet formuleret: den mindst ringe) måde at lede et samfund på , men ikke den hurtigst arbejdende ledelsesform. Derfor må en række forsøg iværksættes, en række initiativer tages, en række beslutninger træffes – decentralt, ude i de enkelte regioner, kommuner, forvaltninger, skoler – og selvfølgelig også – ude i de enkelte private erhvervsvirksomheder. For dette handler ikke kun om offentlige virksomheder. Den opfattelse, der ofte ses, at i det private erhvervsliv er man maksimalt effektive, produktive og oppe på dupperne – den opfattelse holder ikke i den virkelige verden. Den opfattelse, at alt i den offentlige sektor kan forbedres, at den offentlige sektor og de offentligt ansatte er ineffektive og nogen grædekoner – de opfattelser holder heller ikke.

Det forholder sig meget mere nuanceret: Derfor handler dette om både den offentlige og den private sektor. Når det kommer til stykket, ligner de to sektorer hinanden meget mere, end de er forskellige. Og det at tale om sektorer som noget meget forskelligt og adskilt er derfor heller ikke særlig velvalgt. Så det afgørende er: Folketinget, regionsrådet og kommunalbestyrelsen træffer beslutninger. Disse beslutninger hjælper os på vej. Men det, der virkelig skal rykke, det, der virkelig både på det korte og det lange sigt skal ændre og skal repræsentere både oprydning og nytænkning – er det, der sker decentralt – i den enkelte forvaltning, skole, virksomhed, sygehus, plejehjem mm.

Godt Nytår!

Steen Hildebrandt