Oprydning og innovation (Ledelse Mandag)

Man har kaldt 2010’erne for Oprydningens årti. Men det bør også blive De store innovationers årti. Oprydning og innovation. Vi havde en mulighed for stor innovation i den offentlige sektor i forbindelse med den sidste store kommunalreform. Men vi udnyttede den ikke. Vi fik større kommuner og store regioner, ja, men når det kommer til det praktisk levede liv i regioner og kommuner, når det kommer til den daglige drift og den praktiserede kultur, så er der i realiteten ikke sket de store forandringer, endsige innovationer. Derfor er der opstået et akkumuleret behov for oprydning og innovation i den offentlige  sektor i Danmark. Det er det, politikerne bør arbejde med.

Den offentlige sektor er presset. Pres på kvalitet, etik, værdier, ressourcer, ledelse, produktivitet mm. Disse pres giver sig aktuelt udslag i, at der overalt skal spares. Nedskæringer, fyringer. Og en række såkaldte reformer. Såkaldte, fordi meget af det, der kaldes reformer, ikke er innovation eller nytænkning, men blot udtryk for, at man forsøger at reparere på modeller, systemer og strukturer, der ikke kan fungere længere, men som reelt set er forældede. Mange tiltag virker stik imod hensigten, er kontraproduktive.

Folkeskolen er et godt eksempel. I den nuværende regerings levetid, knap 10 år, er der cirka hvert kvartal gennemført en – formelt set – større ændring på folkeskoleområdet. Flere reformer og store ændringer pr. år. Men: Til hvilken nytte? Mange pædagoger, lærere og ledere gør en kæmpeindsats. Mange bukker under af stress. Men det paradoksale er, at der arbejdes hårdt samtidig med, at mange ting går skævt. Vi tror, at vi kan løse problemerne på den gammeldags facon. Med regler, planer, kontrol, straf, styring, udsmidning, opsplitning mm. Eleverne testes, måles og vejes, og der laves planer og sammenligninger. Nu skal lærerne også testes og måles. Intet tyder på, at det hjælper. Forældrene engagerer sig i deres egne børn, men ikke voldsomt i fællesskabet. Mange forældre er rent ud sagt illoyale i forhold til deres egen folkeskole. På den måde fremstår Folkeskolen som et meget klart eksempel på den situation, som den offentlige sektor i en bredere forstand er i: Vi kommer ikke længere med den gamle tænkning og de gamle værktøjer. Vi må gå nye veje.

Man kan sige det kort: Vi står ikke foran en situation, hvor der igen vil være rigeligt med midler. Umiddelbart kan vi derfor forudse fortsatte besparelsesrunder. Men de symptomer, der karakteriserer samfundets institutioner forsvinder ikke gennem nedskæringer; bliver måske blot værre. Et problem kan ikke beskrives og løses med den tænkning, der har skabt det. Og det er præcist det, vi mange steder forsøger. Snæver økonomi- og strukturtænkning, snæver rationaliserings- og målingstænkning  er det, vi ofte går løs på problemerne med. Og på kort sigt virker det, men inden vi får set os om, er de samme symptomer på spil igen. Vi tæller og måler det bedste, vi har lært. Vi tæller og måler det, som vi kan tælle og måle. Vi elsker målinger – talmæssige målinger. Resultater af PISA-målinger rydder forsider, er sikkert nyhedsstof, lige til at labbe i sig for en befolkning, der kan forstå, hvad en lavere karakter betyder. Men som Einstein engang: Det er ikke alt, der tælles, der tæller; og det er ikke alt, der tæller, der tælles. Hvad vil vi med den offentlige sektor? Hvad skal den offentlige sektor bidrage med? Og: Hvad kan og skal jeg bidrage med?

Den offentlige sektor i Danmark kommer ikke kvalitativt ret meget længere gennem nedskæringer og traditionelle reformer. Vi kommer ikke ret meget længere ved at bevæge os ind i fremtiden med fortidens svar og løsninger. Derfor er den store udfordring: Innovation – stor og radikal innovation. Det er ikke en time mere her, og en krone mindre her; det er ikke lidt flere eller færre i klasserne; det er ikke marginale normeringsændringer i den enkelte institution; ikke garantier i én, to eller tre måneder; ikke simple fusioner eller sammenlægninger. Det handler det selvfølgelig i nogle tilfælde også om, men det er ikke det afgørende. Det afgørende er: Hvad er meningen med skolen, institutionen, forvaltningen set i forhold til den fremtidige udvikling og situation, der vil karakterisere Danmark?

”Jeg er faret vild, men jeg skyder en god fart”, siger Jern-Henrik. Den situation er mange danske offentlige institutioner også i: De har travlt; de er hårdt pressede; de har fart på. De er faret vild? Men mange steder ser man det endnu ikke. For spørgsmålet er: Gør de – kommunerne og regionerne – det rigtige? Tæller de det, der retteligen bør tælles, fordi det tæller? Lægger de vægt på det rigtige? Skal man besvare sådanne typer af spørgsmål, ja, så skal man i første omgang i hvert fald stille dem

Man må standse op. Man må mærke efter. Sandsynligheden for at tænke nyt, sandsynligheden for innovation er meget ringe, hvis man altid er i fuld fart. Tænk på, hvilke potentialer, der i et samfund som det danske ikke foldes ud, ikke realiseres! Tænk på, hvad der kunne komme ud af dagliglivet i en skole, i en forvaltning, i samfundet, hvis alle fik mulighed for at bidrage og bidrage med deres fulde potentialer! Se ud over samfundet – og den enkelte institution! Se, hvor meget, der ikke udfoldes. Se potentialerne. Vi er rigtig gode til at se problemer; vi er rigtig gode til at se begrænsninger. Men vi er ikke særlig gode til at se potentialer. Det er potentialerne, vi nu skal til at se og udfolde.