
Arbejde anderledes (Ledelse Mandag)
14. marts 2011

Der tales meget om, at vi skal arbejde mere i betydningen: i længere tid. Det argument kommer fra en gammel industrisamfundstænkning, hvor der var en mere klar sammenhæng mellem produktionsresultatet og arbejdstidens længde. I den moderne videntunge virksomhed forholder det sig meget anderledes. Her vil vi snarere sige, at det ikke handler om at arbejde længere, men om at arbejde anderledes.
Produktiviteten i Danmark bliver ikke påvirket med en eneste decimal, blot fordi danskerne arbejder i længere tid. Og det er som antydet heller ikke sikkert, at produktionen bliver påvirket positivt. Men her holder vi os til produktiviteten, for det er den, der i første omgang er interessant.
Produktiviteten afhænger af vores samlede kapitalapparat, hvortil bl.a. hører den sociale kapital (samarbejdsevne, tillid, retfærdighed m.m.), og den måde, som vi udnytter kapitalerne på – for der er flere kapitaler.
Meget af diskussionen i Danmark om produktivitet og vækst handler om fortidens svar – om at føre fortidens svar ind i fremtiden, fx fortidige ledelses- og organisationsmodeller, fortidige svar vedrørende uddannelse, struktur og belønning. Vi laver mange reformer, men mange af disse reformer er forsøg på at reparere systemer, der allerede er ved at bryde sammen.
Vores mulighed og udfordring er at lytte til fremtidens potentialer, i stedet for at fokusere på fortidens svar. Vi skal se fremtidens potentialer og ikke fortidens begrænsninger.
Vi har ikke travlt i den sædvanlige betydning af ordet – dvs travlt med at komme videre med mere af det samme. Vi skal tvært imod standse op og gøre op med noget af det gamle.
Mange danske succesvirksomheder har for længst erkendt, at det, vi plejer at kalde ”det bløde”, er meget hårdt, når det handler om reel langsigtet og bæredygtig produktivitet.
Det er forhold som:
- virksomhedens kultur og værdier
- virksomhedens evne til videndeling
- samarbejdsevnen i virksomheden
- virksomhedens evne til på relevant og seriøs måde at involvere medarbejderne
- det fysiske og psykiske arbejdsmiljø
- kreativiteten og humoren på arbejdspladsen
- og meget andet.
Alle disse såkaldt bløde faktorer påvirker produktiviteten. Er afgørende for produktiviteten. Vores store produktivitetspotentiale er vores mennesker og den måde, vi bruger (eller misbruger) vores mennesker på, dvs. den måde vi leder og organiserer arbejdspladsen på.
Derfor står vi over for store udfordringer om innovation – ikke bare når det handler om produkter og ydelser, men også når det handler om ledelse og organisering, dvs. social innovation.