Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

Skolepolitik (Artikel)

18. marts 2011

Tags: , ,

Thumbnail

Denne artikel er bragt i bladet, Skolebørn nr. 3, marts 2011.

Børnepolitisk kommentar:

Nytænkning – ikke gammeldags reformtænkning

Steen Hildebrandt
Professor, ph.d.
Institut for ledelse
Aarhus Universitet

I Danmark har det været tradition, at der var bred politisk enighed om den danske folkeskole. Det har været en styrke. Dansk politik har imidlertid ændret karakter. Hjulpet af de hurtige medier og en hær af spin-doktorer og politiske kommentatorer er politik blevet til et meningsmålingsvæddeløb, hvor det handler om at være klar med hurtige svar på allehånde aktuelle spørgsmål. Således også inden for skoleområdet. Politikerne stiller op med så det ene og så det andet svar. Konsekvensen er, at skolepolitik er kommet til at handle om hurtige løsninger på opståede problemer. Vi kalder det ofte reformer, men det er reform i betydningen: Forsøg på at reparere på en model og et system, der ikke længere kan fungere. Der er ingen, der forsøger at tænke langsigtet; ingen langsigtede planer eller overvejelser; ingen, der forsøger at besvare spørgsmålet: Hvad ønsker fremtiden af den danske folkeskole? I stedet er vi fanget i fortidens skoletænkning og forsøger at løse alle opståede problemer eller udfordringer med den gamle industrisamfundstænkning, der hedder: styring, kontrol, mistillid, planlægning, tests, nøgletal, sammenligninger mm. Men mange af dagens problemer kommer netop ud af gårsdagens løsninger, så hvis vi skal videre ind i en helt anden fremtid med skolen, så skal vi tænke anderledes. Så er det ikke reformer, men nytænkning, der er behov for.

Jeg kan ikke forestille mig, at politikerne på Christiansborg kan præstere denne nytænkning. Intet tyder på det. Derfor: Hvis der skal tænkes og handles nyt, så ligger udfordringerne derude, det vil sige ude i kommunerne, skolerne og bestyrelserne. Det er herfra, nytænkning inden for skoleområdet skal komme. En del af denne nytænkning vil naturligvis indebære, at man må gå andre veje, end forudsat i den eksisterende lovgivning. Derfor må regering og ministerium være parate til at give kommunerne lov til at gå nogle af disse nye veje – og dermed på lidt længere sigt bane vejen for helt ny lovgivning. Jeg kunne godt forestille mig, at det er sådan, nytænkning inden for skoleområdet i de kommende år skal finde sted i Danmark – dvs. med de decentrale enheder som drivkræfter og udviklingssteder. En del af denne nytænkning kunne godt indebære, at der blev sat mere fokus på forældrenes ansvar. Forældrene stiller krav; forældrene er meget optaget af deres egne børn, men ifølge nye undersøgelser ikke så meget optaget af helheden. Og måske slet ikke af deres eget personlige ansvar for skolen. Hvilket ansvar har forældrene, de ressourcestærke forældre, som der er flest af, før og når de sender deres børn i skole? Skal forældrene i virkeligheden selv i skole – først? Er der en række spørgsmål og temaer, som forældrene først skal have indsigt i, inden de kommer og afleverer deres børn ved skoleindgangen – og så i øvrigt forsvinder? Skal forældrene i virkeligheden først i skole og herefter indgå i et forpligtende samarbejde med skolen?

________________________________
Steen Hildebrandt har sammen med professor Per Fibæk Laursen skrevet bogen: Når klokken ringer ud – et opgør med industrisamfundets skole (Gyldendal Public), der allerede er kommet i flere oplag.