Folkeskolen og Hjallerup marked (Ledelse Mandag)

Folkeskolen er en af de vigtigste institutioner i samfundet. ”Vi har verdens dyreste folkeskole”. ”Nu skal vi have verdens bedste folkeskole”. ”Hvis skolen vil have frihed, så må den også stå på mål for sine resultater”. ”Det er godt med konkurrence mellem skoler og mellem kommuner”. ”Vi skal sikre, at vi får noget mere for skatteborgernes kroner”. ”Folkeskolen skal levere varen”. Nogenlunde sådan formulerer regeringen med statsministeren i spidsen sig om folkeskolen. Vi skal vælge vore ord med omhu. Vore ord er med til at skabe virkeligheden. Det er en simpel konkurrence- og væddeløbstænkning, vi møder her. Det er en simpel måle- og tælleforestilling, en skole-, dannelses- og uddannelsestænkning, som man måske ville forvente at finde på Hjallerup Marked (Undskyld Hjallerup), men ikke hos en ansvarlig regering i et såkaldt højt udviklet samfund som det danske. Eller hvad? Hvad forestiller man sig egentlig af styreinstrumenter og mekaniske måleapparater og testsystemer? Forestiller man sig, at man kan sætte hele folkeskolesystemet på en formel og sidde i et nationalt kontrolrum i et ministerium og observere dusinvis af kontrollamper, visere, farveskalaer mm. og dreje på knapper og håndtag, der regulerer og styrer hele det nationale uddannelsessystem?

Man kan godt tælle og lægge kroner sammen og på den måde regne ud, hvad en skole i Varde koster om året; koster pr. elev pr. år, koster pr. time eller pr. fuldmåne. Man kan godt lægge karakterer sammen for den enkelte elev, klasse, årgang, skole, kommune, land, ja for hele kloden. Men hvad siger disse gennemsnitstal? Hvad er de værd? Hvad kan de bruges til? Hvad siger et karaktergennemsnit for et enkelt menneske, for en skole, for et land? Ja, det er højst usikkert, og vi skal være til det yderste forsigtige med at fortolke disse tal. Og derfor også forsigtige med overhovedet at udregne sådanne tal. Når tallene først er der, er det svært at glemme dem.

”Stå på mål for sine resultater”. Det er en bodega- og fodboldretorik om den vigtigste danske samfundsinstitution, folkeskolen, som er – tidstypisk? Først måleresultat og sammenligning – og så det enkelte menneske? Selvfølgelig skal en skole og dens ledelse stå på mål for skolen i den forstand, at den har ansvaret for, hvad der foregår på skolen. Men stå på mål for resultater i en simpel talmæssig karakterforstand – undskyld, det er for primitivt. Men dette er langt mere alvorligt. Jeg tøver ikke med at drage værdien af disse tests i tvivl. Men hvad værre er: Hvis vi skrider til en offentliggørelse af testresultaterne, så vil det efter min – og mange andres – vurdering være en ulykke for landet. Skoler, kommuner, ledere og lærere vil blive hængt ud, vil komme til at stå på mål, vil blive stigmatiserede, deres ry vil blive spoleret – med og uden gode grunde, og der bliver ikke spurgt om eller oplyst om årsager og forklaringer i de offentliggjorte tal. Tallene står alene.

Tallene er ubarmhjertige. Tallene står alene i kolonner og rækker. De står rangordnet, nr. 1 øverst og nummer sidst nederst. Og det vil blive set og husket. Er det at stå på mål for? Nej, det er det ikke; det er et blive hængt ud for noget målingsmæssigt makværk, som ikke kan bruges til ret meget. Om noget? Enhver kan læse og enhver kan forstå tallene – men forstå hvad? Konkludere hvad og ud fra hvad? Tallene siger intet om detaljerne, om historierne, om de konkrete mennesker, elever, lærere, ledere og forældre, der er bag ved tallene. Det er tallene, der tæller. Det er tallene, der bliver det afgørende, det eneste. Man står på mål for tallene. Ja, det skal jeg love for, at man kommer til. Detaljen, dvs. den enkelte elev og den enkelte lærer, forsvinder op i – ja, op i de højere talgennemsnits sfærer – og her er der ingen barmhjertighed, her er der ingen Kære Mor, her er der ikke plads til undskyldninger og forklaringer, hverken bortforklaringer eller gode forklaringer. Tallene har ét og kun ét sprog. Men her er det faktisk ikke tallet, men netop detaljen, dvs. det enkelte menneske, der tæller. Først eleven. Så systemet.

Det er beskæmmende, at vi kan drive bodega-politikken så vidt; det er også tankevækkende, at vi ikke lytter til dokumenterede erfaringer fra f.eks. England. En engelsk uddannelsesprofessor udtalte sig til Danmarks Radio – og hans vurdering var klar: Kære danske regering – lad være! Det er en ulykke for landet. Gør det ikke, lyt til vore erfaringer! Sådan sagde han den 1. marts 2010 i P1/ Orientering. Jeg håber, at danske politikere snart har mod og hjerteintelligens nok til snart at sige stop; sige stop for dette vanvid, stop for dette taltyranni, stop for denne væddeløbstænkning. Og erindre Albert Einsteins kloge sætning: Det er ikke alt, der tælles, der tæller; og det er ikke alt, der tæller, der tælles! Eller lytte til professor Svend Kreiner, der, udtalte sig stærkt kritisk offentligt (bl.a. i P1/Detektor den 13. april 2011) i forhold til de velkendte PISA tests.

Vi har gennemført en række reformer, hævder regering og folketingsflertal. Ja, det er rigtigt. Nogle taler om 3-4 reformer pr. år over de sidste 8-10 år inden for skoleområdet. Men hvad er resultatet? Er det, at flere unge får lyst til at gennemføre en ungdomsuddannelse? Er det at stadig flere børn og unge har et godt liv i folkeskolen; betyder det, at mobning og nederlagsfølelse er stærkt reduceret, at tonen og disciplinen er blevet stadig bedre, at forældrene er mere og mere optaget af, hvad der foregår, ikke bare med deres eget barn, med i skolen som helhed? Nej, nej og atter nej. Sådan er det ikke – formentlig snarere tvært imod! Men hvad er en reform?

I den virkelige verden er en reform ofte et forsøg på at reparere en ”broken model”, siger den britisk-amerikanske kreativitets- og læringsforsker professor Ken Robinson. Der tales om og gennemføres mange reformer af den slags i Danmark. Mange steder rykker man sig i håret over alle de symptomer og fænomener, som man kan iagttage omkring sig, og som ligner noget, man ikke kan beskrive og helbrede med de sædvanlige værktøjer og tankesæt. Man da man ikke umiddelbart har andet, og da man er hunderæd for at prøve noget nyt, så benytter man alligevel de værktøjer og metoder, som man er vant til og derfor også er trygge ved – også selv om de giver en masse uønskede resultater. Vi bilder oven i købet ofte hinanden ind, at vi er vældig nytænkende. Det er vi ikke. ”Today’s problems come from yesterday’s solutions”, sagde Einstein. Og vi forsøger faktisk at løse de fleste problemer med gårsdagens løsningstænkning.