Højeste fremtidige potentialer? (Ledelse Mandag)

Velkommen tilbage fra en forhåbentlig god sommer og sommerferie!

”Du danske sommer jeg elsker dig”. Min sommer har bestået af ophold i sommerhus, tre dage i Oslo, gåture, cykelture, morgenbadning, være sammen med venner, børn, bonusbørn og børnebørn, og så har jeg  i sommerens løb (som sædvanligt) brugt en del tid på at læse bøger; nogle af dem lå i stakke og ventede på at blive læst, andre blev købt til lejligheden. Det blev til:

To skønlitterære bøger: Peer Hultberg: Vredens nat (2008) og Helle Helle: Dette burde skrives i nutid  (2011),  fire biografier: Peter Bastian: Mesterlære (2011), Stig Andersen: Tøger (2011) og Finn Abrahamowitz: Grundtvig. Danmark til lykke. Informations Forlag (2010) og Søren Marcussen: Bye Bye Beirut. Et sjælebillede-perspektiv om krig, angst og livets skønhed baseret på Bilal Abdallahs livshistorie (2011), og to kunstbøger: Poul Erik Tøjner: Munch med egne ord (2003) og Livskraft. Vitalismen som kunstnerisk impuls (2006).

Og det blev til fire faglige bøger: 1. Uffe Østergaard: Evropa. Identitet og identitetspolitik. Munksgaard. Rosinante. København 1998. 2. Francis Fukuyama: The origins of political order. Profile Books. London 2011. 3. Humberto R. Maturana & Bernhard Pörksen: Fra væren til handlen. Mindspace. København 2010 og 4. Ove Kaj Pedersen: Konkurrencestaten. København 2010.

Og så blev det til en genlæsning af: C. Otto Scharmer: Teori U. Ankerhus.  2008.

Med disse bøger prøver jeg bl.a. at forstå lidt af, hvad der foregår i verden og i vort eget land. Og jeg prøver at danne mig nogle billeder og meninger om, hvad der bør foregå/kunne foregå, og hvad fremtiden indeholder af potentialer og muligheder. Bøgerne giver bl.a. begreber, hypoteser, forklaringer, teorier, årstal, holdninger og meget mere.

Verden gennemgår voldsomme forandringer. Verdens finansielle markeder og hele det kapitalistiske system – sådan som det har udviklet sig gennem flere hundrede år – er skrøbeligt, vaklende, i krise. Der sker ting i verden og i vort eget land, som vi for få år siden ville have benægtet muligheden af. Det er, som om noget er ved at blive afsluttet, måske er en tidsalder ved at være slut – rinde ud. Gamle mønstre og strukturer krakelerer. Gamle institutioner sygner hen og forsvinder. Den tjekkiske forfatter og tidligere præsident Václav Havel formulerede det i en tale i Philadelphia den 4. Juli 1994 således (her citeret efter C. Otto Scharmer): ”Jeg mener, der er god grund til at sige, at den moderne tidsalder er slut. I dag er der meget, der peger på, at vi er i en overgangsperiode, hvor noget er på vej ud, og en ny smertefuld fødsel er sat i gang. Det synes, som om, noget er ved at forgå og har udtømt sig selv, mens noget andet, stadig udefinerligt, er ved at opstå fra ruinerne”. Alt, hvad Václav Havel dengang måtte have set, er taget til i styrke, er blevet endnu tydeligere, er blevet endnu mere manifest. Og jeg er overbevist om, at noget af det, der er sket mellem 1994 og 2011 er voldsommere, end Václav Havel selv i sin vildeste fantasi har kunnet forestillet sig.

Jeg skal ikke her forsøge at tydeliggøre det. Det er allerede tydeligt for os alle.

Vi mennesker kan lære på to måder. Der er to kilder til læring, nemlig 1) Vi kan lære af fortiden og 2) Vi kan lære af den fremtid, der er på vej. Vi kan lære af fortiden og fortidens erfaringer. Og det skal vi. Fortiden findes ikke. Fortiden er væk, men vi har konstruktioner, billeder, forestillinger mm om den. Vi har historier. Disse forståelser, billeder, historier mm er vigtige og bl.a. medbestemmende for, hvorledes jeg er til stede i nu’et, i øjeblikket. Det eneste, der findes, er nu’et. Fortiden findes ikke. Men mine billeder af fortiden er med til at bestemme, hvordan jeg er til stede lige nu. Min forståelse af fortiden er vigtig.

Fremtiden findes heller ikke. Men vi kan lære af den fremtid, der er på vej. Og det er den anden kilde til læring. Menneskehedens store udfordring er at lære og handle ud fra fremtiden, mens den formes, mens den spirer frem. Jeg tror, at menneskehedens store udfordring er at lytte til og forstå de potentialer, som fremtiden indeholder, de muligheder, fremtiden indeholder og hvoraf nogle allerede er på vej til at blive til virkelighed, er synlige, kan forstås, kan gribes, kan realiseres, virkeliggøres. Vi skal blive bedre til – som individer og som grupper, virksomheder og samfund – at forbinde os med den optimalt opnåelige fremtidige mulighed i forhold til en given problemstilling. Vi skal blive bedre til at føle en samhørighed med den ankommende fremtid og dens muligheder og potentialer.  Vi skal med andre ord blive bedre til at handle ud fra den emergente helhed, den fremtid, der er ved at opstå.

Det vigtigste værktøj til at møde disse udfordringer er mennesket selv. Menneskets bevidsthed. Menneskets evne til at se og forstå den virkelighed og situation, som vi som individer, samfund og som klode er i lige nu. Og få kontakt med den dybere kilde, der indeholder den inspiration og de indsigter, der skal til for at transformere det nuværende ikke optimalt fungerende system til dets højeste fremtidige potentialer. Vi har enorme muligheder. Vi har enorm viden. Denne viden og indsigten om disse muligheder forpligter. Forpligter mig. Forpligter politikeren. Forpligter virksomhedslederen. Forpligter mig til at anstrenge mig.

Det kan jeg gøre ved at se på mig selv – som individ, som ledergruppe, som direktion, som politisk leder. Reflektere over min egen tendens til vanetænkning; reflektere over min egen tendens til at gentage fortidens tanker, mønstre, modeller og løsningsforslag. Arbejde med min egen blinde plet, det vil sige: ikke bare arbejde med hvad og hvordan, men også arbejde med hvorfra og hvorfor? Det vil sige: kilden til mine handlinger, tanker og holdninger. Den blinde plet er det indre punkt, hvor oprindelsen til den måde, som mennesker og sociale systemer handler på, hviler. Denne blinde plet er selvfølgelig til stede hele tiden, men den er ofte skjult. Det er vores opgave – som mennesker, som ledere, som forbrugere, som forældre – at være opmærksomme på, hvorledes denne blinde plet manifesterer sig. Det er vores opgave at knytte forbindelse til kilden for den optimale fremtidige mulighed og bringe denne kilde og mulighed ind i det nuværende øjeblik.

Jeg påstår med dette, at vi har potentialerne, mulighederne. Jeg påstår, at vi i alt for høj grad forsøger at bevæge os ind i fremtiden med fortidens svar og løsninger. Men det var fortidens svar og løsninger, der skabte den verden og de problemer, den skævhed, de kriser, de sammenbrud, det kaos, de krige og uligheder, de hungerskatastrofer, som vi ser og kender. Disse svar og løsninger kan derfor ikke hjælpe os videre. Vi må etablere en evne til at undres, en evne til at standse den vanetænkning, som vi praktiserer, bekæmpe den frygt, der gør, at vi ikke tør se kilden, mulighederne, de højeste potentialer og se de veje, der skal til for at påbegynde en realisering af potentialerne i stedet for – på utallige områder – at gøre ondt værre. At bevæge os rundt i negative cirkler. At repetere.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på min nyeste bog, der udkom lige før sommerferien. Den handler om nogle af de ledelsesproblemer og –udfordringer, som jeg har omtalt ovenfor.

Pris: DKK 254,15
Forlag: Libris
Udgivet: 28/06-2011
Køb den her