Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

RestDanmark – Problem eller potentiale (Ledelse Mandag)

24. oktober 2011

Tags:

Vi har fået en regering, der kalder sig ”hele Danmarks regering”, eller ”alle danskeres regering”. Og det er godt – godt for de mange danskere, der ikke har fået særlig megen opmærksomhed igennem de seneste mange år. Det skal nu vise sig, hvad den nye regering mener med at være hele Danmarks regering. F.eks. når det handler om uddannelse.

Op igennem hele den periode, hvor industrisamfundet for alvor blev udviklet, nemlig i sidste halvdel af 1900-tallet, har et uddannelseslokomotiv tordnet gennem landskabet. Der var fart på både i den industrielle sektor og i hele uddannelsessektoren. Danmark skulle uddannes. Uddannelse var et nøgleord.

Universiteter, faglige uddannelser, gymnasier, købmandsskoler og meget andet blev etableret og reformeret. Centralisering, koncentrering, professionalisering, fusionering, globalisering. Alt det kan der siges meget godt om. Og det er gjort. Vi har haft og har travlt. Men vi skal tage os i agt, så det ikke går os, som Jern-Henrik, der et sted siger: ”Jeg er faret vild, men jeg skyder en god fart”.

Op gennem de seneste årtier er der opstået, hvad jeg vil kalde en stribe restproblemer i det danske samfund, der for en stor dels vedkommende har deres rod i uddannelsessektoren. Jeg benytter bevidst dette lidt voldsomme udtryk både her og i artiklens overskrift for at understrege, hvor alvorligt jeg anser problemet for at være.

I det danske samfund findes der en uhyggelig stor gruppe af mennesker, der er kørt ud på forskellige sidespor, alt imens hovedtoget buldrer frem med store pres og krav om høje præstationer, hurtige gennemførelsestider på studierne, specialundervisning i stadigt stigende omfang i folkeskolen, overalt krav om høje karaktergennemsnit, der offentliggøres og kan sammenlignes – det kaldes konkurrenceudsættes, dvs. nationale og internationale sammenligninger af karaktergennemsnit, to lærere pr. klasse, 95 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre (én af de eksisterende) ungdomsuddannelser, 60 pct. af alle unge skal have en (af de eksisterende) videregående uddannelser; flere unge end nu skal have en (hurtig) universitetsuddannelse, Danmark skal være blandt de bedste i Europa, i Verden, ja i universet, når det handler om målbare simple resultater inden for både det ene og det andet. Alt sammen sikkert godt nok og udtryk for én eller anden form for engagement.

Men, men! Ude på en række sidespor hober der sig stadig flere mennesker op, som næsten ingen opmærksomhed får. De er tabt. De er tabere. Det handler om mange ufaglærte mennesker. Det handler om mere end ét hundrede tusinde helt unge mennesker, der er uden for både uddannelses- og arbejdsmarkedet. Det handler om betydelige grupper af flygtninge og indvandrere, om kontanthjælpsmodtagere, om mennesker, der som meget unge har fået tildelt livsvarig invalidepension. Det handler om meget store grupper af ordblinde mennesker og mennesker, der er funktionelle analfabeter. Det drejer sig om arbejdsløse akademikere, der ikke reelt har udsigt til et arbejde i Danmark, der ligger inden for deres kompetencefelt. Og inden vi får set os om, drejer det sig desuden ikke bare om en stor gruppe arbejdsløse akademikere, men om en stor gruppe både inkompetente og arbejdsløse akademikere, der aldrig vil få et job svarende til deres formelle uddannelse, ikke primært fordi der ikke er ledige jobs, men ganske enkelt fordi de ikke har de kompetencer, som deres uddannelse formelt set skulle indebære. Vi får ganske enkelt et stigende proletariat af arbejdsløse og udygtige akademikere. Der skal efter min opfattelse helt sikkert ikke flere unge mennesker ind på de eksisterende universiteter, men formentlig ind på helt andre, for nogles vedkommende endnu ikke eksisterende uddannelser.

Jeg kunne blive ved. Danmark har en meget stor og voksende gruppe af mennesker i alle aldre, der ikke har nogen som helst udsigt til at kunne blive nyttige bidragydere til værdiskabelsen i det danske samfund i fremtiden.

Alt dette repræsenterer et selvstændigt og stort problem for alle disse mennesker og deres familier – isoleret set. Samtidig er det et kæmpemæssigt socialt og velfærdsmæssigt problem. Hvis alle tilgængelige demografiske og arbejdsmarkedsmæssige forudsigelser holder bare nogenlunde stik, så har det danske samfund om 5-8 år et meget stort underskud af medarbejdere af mange slags. Det eneste, man kan sige med sikkerhed er, at mange af de grupper af mennesker, jeg har omtalt oven for, umiddelbart set ikke har de nødvendige kompetencer til at kunne deltage i de produktions- og værdiskabelsesprocesser i samfundet, der til den tid skal finde sted i Danmark og hvortil der vil være et meget stort behov for mennesker.

Mange af disse problemer kan ikke og bliver ikke adresseret og håndteret inden for de eksisterende uddannelser og systemer. Men de er der, og de er alarmerende i omfang og alvorlighed. Et gigantiske problemkompleks, som den nye regering må adressere. Og som er så sammensat, at det formentlig kun kan adresseres og håndteres, såfremt flere ministerområder involveres og bidrager. Og det er en hastesag!