Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

Det nødvendige perspektiv (Artikel)

8. november 2011

Thumbnail

Artikel i Berlingske Tidende den 6. november 2011.

Ledelse på Spidsen

Det nødvendige perspektiv: 100 år – og bæredygtighed!

– Mod en sund forretningsmoral og forretningsmodel

Af
Steen Hildebrandt, professor, ph.d.
Aarhus Universitet

Lad os antage, at kloden – og vort eget land – står over for en række alvorlige problemer. Lad os sige, at nogle af disse problemer har karakter af kriser. Lad os sige, at det haster med at håndtere nogle af disse kriser. Og: Lad os huske, at stort set alle disse kriser har at gøre med menneskers tankesæt og adfærd. Forbrugeres, investorers, ejeres, lederes og politikeres adfærd – og tankesæt.

Jeg vurderer, at det forholder sig sådan. Og jeg vil sætte sagen på spidsen og sige: Virksomhedsledere har et stort medansvar for, at disse problemer bliver beskrevet, forstået, håndteret og løst – ligesom enhver forbruger har et medansvar. For at antyde, hvorfor virksomhedernes aktive medvirken er afgørende: Hvis man tager verdens 100 største økonomier, og med en økonomi forstår et land eller en virksomhed, så er 60 ud af disse 100 største økonomier virksomheder.

Verdens politikere alene kan ikke løse problemerne – hverken de demokratisk valgte eller de andre. De kan ikke – heller ikke selv om de gerne ville. Problemerne er for store og sammensatte og alt for tæt relateret til konkret menneskelig tænkning og adfærd, til at de kan løses af politikerne alene. For 50 år siden havde politikerne helt andre muligheder – ganske enkelt, fordi problemerne dengang var mindre alvorlige – og meget lettere at håndtere. Det er slut nu.

Anlægger man en skeptisk (eller måske i virkeligheden realistisk) vinkel, må man sige, at det ikke bare haster, men haster meget med at angribe disse problemer i meget større og global skala, end vi hidtil har formået. Sådan vurderer jeg, at det er.

Virksomhederne skal medvirke. Men hvad mere er: Virksomhederne skal finde veje, hvor de har fordele af at bidrage til løsning af verdens problemer. Bæredygtig udvikling, der respekterer alt liv på kloden, skal være og blive en god forretning – og er det allerede på en række områder.

Det kapitalistiske system er en selvstændig del af og forklaring på, at det er gået – og har kunnet gå – så galt, som tilfældet er. Nu skal det kapitalistiske system reformeres og transformeres til noget andet og mere civiliseret – og en del af denne transformation består i, at selve systemet bliver en del af en proces, der handler om at tæmme, civilisere og transformere det kapitalistiske markedssystem til noget, der peger flere hundrede år frem, og hvor bæredygtighed er det mest centrale begreb og fænomen.

I gamle dage talte vi om begrebet, en sund forretning. Det er i virkeligheden dette gamle begreb, som jeg her er ved at genindføre og nyfortolke. Danmark er langt; Danmark har en enestående mulighed for at placere sig i et globalt førerfelt, når det handler om en ny sund forretningsmoral og forretningsmodel. Se i øvrigt om projektet In 100 Years på www.In100Years.com.