
Sprækker til fremtiden (Ledelse Mandag)
28. november 2011

Vor tids krise er ikke kun en kortsigtet økonomisk krise. Der er mange kortsigtede elementer i det danske samfunds politisk-økonomisk situation lige nu; arbejdsløshed, efterløn, skat, folkeskole, besparelser, konkurrenceevne, nye arbejdspladser mm. Det er vigtige spørgsmal, som skal håndteres på den såkaldt korte bane. Og!
Hvis vi mærker efter, er der meget andet på spil, som stort set ikke adresseres i den hurtige daglige nyhedsstrøm. Hvor er: Samfundets langsigtede udvikling? Den langsigtede ledelse? Værdier og visioner?
Sagt pa en anden måde: Hvad skal være Danmarks rolle og placering i en fremtidig verden? Hvad skal Danmark leve at I fremtiden? Der er dybere kriser, som består i, at store gamle sociale strukturer og tankesæt er ved at dø. Det gamle industrisamfund er ved at dø; gamle tankemønstre, strukturer, institutioner mm., som har været med til at skabe det nuværende industri- og velfærdssamfund, og som er ude af stand til at hjælpe os videre ind i den næste store udviklingsfase – skal afvikles.
Lad os kalde den næste fase for en bæredygtighedsepoke eller Den tredje industrielle revolution. Vi kan ikke 1øse fremtidens problemer; vi kan ikke beskrive og forstå fremtidens udfordringer og muligheder med fortidens begreber og tankesæt. Vi kan ikke planlægge os ind i fremtiden med fortidens metoder og svar.
Vi må tænke nyt; vi rnå se, hvilke potentialer fremtiden indeholder – ikke historie1øst, ikke 1øsrevet fra vor nuværende situation, men 1øsrevet fra vore forestillinger om, hvordan en virksomhed, kommune, arbejdsdag, et fag, en skole og en skoledag, en kirke og det religiøse liv, de politiske partier mm. ser ud og fungerer. For meget af det bliver vi nødt til at ændre.
Vi må 1øsrive os fra nogle af de gamle bindinger; den, der ikke bevæger sig, mærker ikke sine lænker, siger et gammelt indiansk ordsprog. Vi er mentalt, institutionelt og på andre måder fanget i industrielle fængsler, som vi forsøger at opretholde – med stadig stigende vanskeligheder til følge.
Vi forsøger at 1øse de aktuelle problemer med den tænkning, og de fremgangsmåder, der har skabt dem, og det kan man ikke. Det sagde allerede for mange ar siden Albert Einstein; vi må gøre op med de gamle fortidige strukturer, og det er også, hvad der sker i disse artier, men i et demokrati som vort er det nærmest umuligt at etablere egentlige langsigtede dialoger.
Folkeskolen udvikler sig; universitetet ændres; erhvervslivets virksomheder, arbejdsforhold, arbejdsmarkedet mm ændres; civilsamfundet og de frivilliges mulige bidrag ændres; sygehuse og kommunale strukturer ændres; men det sker uden store visioner for fremtiden; det sker, som om vi bare er i færd med at reparere på den gamle maskine, på de gamle bureaukratiske strukturer; vi kæmper for at bevare det gamle, holde det kørende, for vi tør ikke indrømme eller åbne op for en diskussion om, at vi i virkeligheden er ved at afvikle, og i stedet skal til at udvikle og se helt nye potentialer.
Sådan ser det ud, og det er let nok at forklare. Men vi rnå finde måder og veje til at åbne op for fremtiden. Vi rnå finde veje, som kan hjælpe os med at forstå de gamle strukturer og mønstre, og vi må finde måder, så vi kan tage afsked med noget af alt det gamle. Det skal lokalområderne gøre, og det skal vi gøre som samfund. Medierne bør bidrage med forsøg på at formulere nogle af disse fremtidsdagsordener. Faglige mennesker, forskere og kunstnere skal være med til at åbne. Men det skal yore politikere også. De er stort set fraværende; de politiske partier er tavse. Ja, vi er så forstenede, at det bliver til en offentlig sag, hvis en dansk erhvervsleder optræder pa et (forkert) politisk parties landsmøde. Hvis det er konditionerne, så har det lange udsigter med en åben, søgende og lærende drøftelse af fremtiden.