Verdensborgeren (LedelseMandag)

Det store ledermøde i Davos i Schweiz minder mig om det oldgamle begreb, Verdensborgeren. Filosoffen Peter Kemp har skrevet en meget vigtig og læseværdig bog, der hedder Verdensborgeren. Det er en bog, der handler om pædagogisk filosofi for det 21. århundrede.

Mange filosoffer har interesseret sig for dette begreb, siden græske filosoffer for mere end to tusind år siden først tænkte ideen om kosmopolitten eller verdensborgeren. Den tyske sociolog og filosof Ulrich Beck siger i bogen Magt og modmagt i den globale tidasalder, at ideen om verdensborgeren er den næste store ide, der nu kommer på dagsordenen efter de historisk afsluttede ideer om nationalisme, kommunisme, socialisme og nyliberalisme, og – siger Ulrich Beck – denne idé “kunne gøre det usandsynlige muligt, at menneskeheden undgår tilbagefald i barbariet og overlever det 21. århundrede.” Peter Kemps bog handler om verdensborgeren som ideal for dannelse og uddannelse, og han definerer verdensborgeren som “det menneske, der tager nutidens store brændende globale problemer op for at bidrage til løsninger, der kan være til gavn for menneskeheden.” Eller sagt på en anden måde: Det er det menneske, der forstår sig selv som borger i to samfund: det nationale, som det er født ind i eller er optaget i, og det universelle, som det tilhører blot i kraft af at tilhøre menneskeheden.

Ideen om verdensborgeren og bæredygtighedstænkning er nært beslægtede. Ideen om verdensborgeren har fået en fornyet aktualitet i vor tid, i vores såkaldt globaliserede tidsalder, hvor moderne informations- og kommunikationsteknologi har gjort verden så lille, at begrebet Den globale landsby pludselig har fået et meget mere konkret og reelt indhold. Kloden er lille og sårbar, og det betyder, at vi ikke kan nøjes med begrebet og fænomenet, nærhedsetik (det nære, det gode liv, det intime, det fantastiske), hvor vigtigt det end er, men at vi må interessere os meget mere for afstandsetik (afstand både i rum, f.eks. vores forhold til den muslimske verden, og i tid, f.eks. vores forhold til de endnu ikke fødte generationer).

Måske har Peter Kemp ret, når han hævder, at hele miseren i vores skolevæsen kun kan overvindes, hvis vi indser, at ideen om verdensborgeren må være det ideal, som al dannelse og uddannelse skal sigte imod. Peter Kemp taler om, at vi er for navlebeskuende og indelukkede. Men der er en verden uden for skolens mure, og det er den verden, som børn og unge allerede er – og i endnu højere grad – vil blive en del af, og som de derfor skal indføres i. Ellers bliver de, hvad man kunne kalde invalide i verdenssamfundet – det verdenssamfund, som vi alle er med til at forme og er en del af – hvad enten vi kan lide det eller ej.

Der er meget store lighedspunkter mellem J. Rifkins begreber den empatiske civilisatioen, den globale omfavnelse, den sande bæredygtighedstænkning og den moderne verdensborger. Verdensborgeren må være en politisk idé og et samfundsmæssigt ideal, som vedrører vores liv i en verden, hvor der er store globale problemer, som vedkommer os alle.