
Dårlig ledelse
30. april 2012

Det er ikke særlig rart at tale om dårlig ledelse. Men vi er nødt til det – engang imellem. Men hvad er da dårlig ledelse? Ja, det er fx en ledelse, der skaber en stresset og opsplittet medarbejdergruppe med dårligt arbejdsmiljø og samarbejde. En dårlig ledelse evner ikke at skabe klarhed om værdier og visioner. En dårlig ledelse er usynlig og utydelig, når det handler om krav og forventninger. En dårlig ledelse ser gennem fingre med inkompetente og uansvarlige medarbejdere og de deraf følgende hændelser. Jeg kender et gymnasium, hvor en håndfuld lærere igennem mange år var så drikfældige, at det gik stærkt ud over undervisningen. Retor blev siddende. Københavns Universitets omdømme lider voldsomt under de seneste års sager og stærke kritik. Rektor bliver stædigt siddende. Offentligheden får med jævne mellemrum indsigt i skandalelignende forhold i danske kommuner. Det sker fx i forbindelse med stærkt kritisable eksempler på børnemishandling. Jeg har i min bog Ledelse ifølge Hildebrandt i detaljer beskrevet et forløb på et hospital, der var så kritisabelt, at det uden tvivl burde have haft konsekvenser for ledelsen. Det havde det ikke.
Dårlig ledelse sætter sig spor i den konkrete virksomhed – skole, sygehus, plejehjem, forvaltning mm. Dårlig ledelse mærkes; dårlig ledelse koster. Men: Dårlig ledelse har ofte ingen konsekvenser for den eller de dårlige ledere, men i høj grad for de ansatte og for de borgere, der er i kontakt med den pågældende institution mm.
Når man ser ind i den offentlige sektor med ledelsesbriller, ser man et meget broget billede. Man ser meget kompetente ledere – og dem er der flest af. Man ser også meget ringe ledere. Man ser ledere, der slet ikke leder, men skaber forvirring og frustration omkring sig. Flere og flere ledere gennemfører lederuddannelser – uformelle og korte, og formelle og længere på eksempelvis diplom- og masterniveau. Man antager, at sådanne uddannelser fører til bedre ledelse, og jeg tror, at der er en sådan positiv sammenhæng.
Men det bortforklarer ikke, at der fortsat er for mange dårligere ledere i den offentlige sektor. Lad mig her indskyde: Jeg tror ikke, at den offentlige sektor på dette punkt adskiller sig fra den private sektor. Forskellen er, at vi i det offentlige rum får mere indblik i, hvad der sker i offentlige virksomheder. Det gælder fortsat mange steder i den offentlige sektor, at der er en betydelig ledelsesfremmedhed – forstået på den måde, at mange ledere reelt ikke leder, men forsøger at administrere, og på den måde, at mange medarbejdere ikke ser relevansen og betydningen af ledelse. Hvis dette er rigtigt, rejser det bl.a. spørgsmålet, hvilke aktører, der skal hjælpe lederne med lederudvikling. Men det rejser også spørgsmålet om, hvad man skal gøre ved de dårlige ledere i øvrigt – ud over at udvikle dem. Skal man fx fyre de værste – kunne man spørge? Mit svar er: Ja, det skal man engang imellem. Forhold kan være så grelle, at man ikke bare som leder kan sige: Jeg tager ansvaret. Forhold kan være så grelle, at lederen må vige. Det har vi lige set i Rebild Kommune, og vi vil formentlig komme til at se det i andre tilfælde, hvor der ikke findes nogen undskyldning for den lederadfærd, der har fundet sted. Fyring kan være den rigtige og eneste udvej.