Centralisering

Vi har oplevet mange centraliseringsbølger. De seneste ti år har været eksempler. Meget har handlet om centralisering. Staten har centraliseret med bl.a. den konsekvens, at regioner og kommuner har fået betydeligt mindre råderum og frihed til at disponere. Statslige arbejdspladser er blevet flyttet til København. Regioner og kommuner har – i hvert fald for nogles og for nogle områders vedkommende – også centraliseret med den konsekvens, at de enkelte institutioner og deres ledere/ledelser har fået deres råderum indskrænket. Essensen er, at der alt i alt har fundet en centralisering sted i samfundet, og denne centralisering mærkes i de forskellige organisatoriske enheder – undertiden meget betydeligt – og negativt.

Der er gode argumenter for centralisering. Ensartethed, lighed, effektivitet og effektiv koordinering mm. Men jo mere centralisering, vi oplever, desto tydeligere bliver ulemperne, f.eks. de utilsigtede negative virkninger, den lokale frustration over ikke at kunne handle situationsspecifikt og kreativt mv. Det ser ud, som om mange af de tilsigtede virkninger med centraliseringen udebliver og ligefrem begynder at blive vendt rundt og i stedet for bliver til ulemper, uhensigtsmæssigheder og tab.

Det bureaukratiske og teknokratiske fintmaskede danske samfund har udviklet en embedsmands- og ekspertstand af ganske betydelige dimensioner (i både stat, styrelser, regioner og kommuner), og skal jeg være meget summarisk (og dermed også uretfærdig), så er mange af disse eksperter og embedsmennesker eksperter i symptomer. Vis disse mennesker et symptom i den moderne velfærdsstat, og de vil være i stand til at fixe det. Et nyt værktøj, en ny paragraf, en ny medicin, en ny afdeling, en fusion, et direktiv – ofte forbundet med en økonomisk bevilling – og så er dette eller hint symptom håndteret! Og så er det problem løst – tror de, tror vi. Men det er det ofte ikke. Resultatet er et teknokrati, en konkurrencestat, et fintmasket samfund med en høj grad af formel homogenitet og forudsigelighed – og bl.a. med den konsekvens, at de, der er uden for, virkelig er uden for. Det er ikke sjovt ikke at være dansker – i Danmark.

Eksperter i symptomer tænker sjældent nyt. Der kommer ikke nye selvstændige initiativer fra symptom-eksperter. Og det er netop nytænkning, det er nye veje, der på utallige områder er behov for. Disse nye veje og ideer kommer ikke fra toppen af systemerne, hvor disse symptombehandlere sidder tungt og stærkt. Skal det danske samfund føres videre over i noget helt andet end den kolde, bureaukratiske konkurrencestat, som det er ved at udvikle sig til, så skal der tænkes nyt, så skal vi gå nye veje, f.eks. i den enkelte skole, plejehjem, børnehave og hospital, men også på kommunalt og regionalt niveau skal der gøres plads til mere lokal nytænkning. Den enkelte leder, medarbejder, institution, organisation skal have flere frihedsgrader til at agere kreativt og selvstændigt, til at agere mere situationsspecifikt , end det nu er muligt. Selvfølgelig med respekt for økonomiske begrænsninger og bevillinger.