
Alle har noget at bidrage med
5. november 2012

DEBATINDLÆG AF:
Professor Steen Hildebrandt, Aarhus Universitet og Rådmand Hans Halvorsen, Aarhus Kommune.
Vores samfund er under hastig forandring. Innovation, effektivisering, konkurrenceevne og globalisering er vigtige dagsordenstemaer. Vækst er et centralt mål i den politiske debat. Arbejdsudbuddet skal øges, alle skal bidrage, og der er både rettigheder og pligter i velfærdssamfundet. Så vidt så godt!
Men vi vil gerne hejse et flag!
Vi véd og vi har set det dokumenteret, at langvarig forsørgelse på kontanthjælp og andre overførsler fra det offentlige har været og er en realitet for mange mennesker. Vil den vækst (som mange tror, er på vej) og de politiske tiltag, der drøftes, bryde dette? Ja, det vil væksten og de politiske initiativer med sikkerhed gøre for nogle mennesker, men vi har en gruppe borgere, der ikke har nogen som helst chance for at følge med her. Årsagerne og forklaringerne er mange, f.eks.: Kort eller ingen skolegang, manglende kendskab til det danske sprog, psykiske og/eller fysiske problemer. Med andre ord: Vi har en betydelig gruppe mennesker, der ikke vil kunne tjene deres løn på ordinære vilkår.
Kravene på vores højt udviklede arbejdsmarked er store. Arbejdsmarkedet er reguleret med overenskomster, der er ordnede forhold, og det skal vi værne om. Men det har en pris for en gruppe af borgere, der ikke kan honorere de store krav, der stilles. Vi taler, som om det er en selvfølge, at der er job til alle, og retorikken opretholder en illusion om, at når væksten kommer, så står alle klar. Men sådan er det ikke!
Den enlige mor fra Somalia med fem børn, den midaldrende med psykiatriske problemstillinger og den unge med et fysisk eller psykisk handicap passer ikke særlig godt ind på vores arbejdsmarked. Eller rettere sagt: Passer slet ikke.
Derfor tror vi, at tiden er inde til at gentænke begrebet ”at arbejde”.
Arbejdsbegrebet skal fornyes, og der skal være både rettigheder og pligter for de, der i dag står uden for arbejdsmarkedet. En af ideerne har været at etablere socialøkonomiske virksomheder, som tager et socialt hensyn til medarbejdere med begrænsninger. Det er efter vores opfattelse godt, og det bør der arbejdes meget mere med.
Men det er ikke nemt, og realiteten er, at der mangler arbejde til borgere med begrænsninger i effektivitet og ydeevne. Hvad nu, hvis vi begyndte i det små og ud fra antagelsen om, at alle kan noget, vedtog, at alle på kontanthjælp og førtidspension havde både rettigheder og pligter? Og det er faktisk rigtig mange mennesker, det handler om. Og der er masser af opgaver, som råber på en ekstra hånd. Det kunne være at lege med børnene i institutionerne, gå en tur med de gamle, rydde op i naturen eller arbejde i et genbrugscenter. Med andre ord: Have et dagligt virke og yde noget, også selv om man ikke har en chance for at tjene den løn, der er den aftalte løn på det danske arbejdsmarked. Det centrale er, at flere kan få en hverdag, hvor de kan bidrage med, hvad de nu hver især har at bidrage med og opleve, at der er tale om meningsfulde bidrag til fællesskabet. Og som en ikke uvæsentlig ekstra gevinst: At opgaverne kan klares samtidigt med, at man er en god rollemodel for familie og børn. Man har noget meningsfyldt at stå op til.
En indvending mod dette er: Jamen, udfordrer vi ikke med dette den danske model og aftalerne på arbejdsmarkedet? Bliver det ikke konkurrenceforvridende, og dumpes lønnen ikke? Vi er fuldt ud opmærksom på disse spørgsmål, men vi tror det ikke, for hele tankegangen i den danske velfærdsmodel er jo netop, at vi vil et samfund, hvor vi alle har en rolle at spille, og der skal være værdighed og udvikling for den enkelte borger. Kort sagt: Et inkluderende samfund, og ikke et opdelt samfund, hvor ”Underdanmark” vokser.
Mange vil måske sige: Jamen, det må beskæftigelsesministeren klare, eller undervisningsministeren, eller hvad med socialministeren! Vi tror, der er behov for løsninger på tværs af de siloer, der er i vores samfund lige nu. Og vi føler os overbeviste om, at alle gode kræfter i organisationer og fagbevægelse kan se, at der er behov for nye måder at udvikle fællesskabet på. Der er behov for, at vi erkender, at der er opgaver både i det offentlige og det private, som vi alle kan have gavn af, at borgere på kanten af arbejdsmarkedet får mulighed for at løse, også selv om de ikke kan tjene deres egen løn derved. Det vil kunne øge livskvaliteten både hos dem, der får mulighed for at give en ekstra hånd og hos mange andre. Og alt andet er udtryk for og identisk med et enormt ressourcespild!
Til sidst: Vi giver ikke op på nogens vegne! Men realiteterne må ses i øjnene, og der må skabes nye løsninger.