Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

Om bæredygtig produktivitet

29. april 2013

 

På opfordring af regeringens Produktivitetskommission har jeg skrevet et notat om Bæredygtig produktivitet og vækst, som i sin helhed kan læses på Produktivitetskommissionens hemmeside, www.produktivitetskommissionen.dk. Neden for gengiver jeg notatets afslutning:

 

Mange af de ord og begreber, som vi benytter, hører industrisamfundet til. Vor tankegang er på mange områder en kortsigtet, snæver effektivitets- og væksttankegang. Det er en sprogbrug, nogle sondringer og begreber, som vi har udbygget og vedligeholdt igennem mange årtier. Det er forestillinger, der er udviklet og har fået deres nuværende indhold i den industrielle periode op gennem 1800- og specielt gennem sidste halvdel af 1900-tallet. Her blev de gamle landbrugs- og håndværkssamfund totalt ændret, og vi fik mange, flere, og flere store industrivirksomheder, der beskæftigede et stadig stigende andel faglærte og også såkaldt ufaglærte arbejdere. Hjemmenes indretning og funktion blev totalt ændret, f.eks. ved at stadig flere kvinder kom ud på det såkaldte arbejdsmarked. Mange mennesker, der i dag er over ca. 60 år, er opvokset i et hjem, hvor deres mor ”gik hjemme”. Sådan er det ikke længere. Eller rettere: Det er ved at blive sådan igen, at flere og flere ”går hjemme”. Men da det ikke længere er socialt og kulturelt acceptabelt at være hjemme, dvs. uden for (det formelle) arbejdsmarked, så karakteriseres disse mennesker nu som arbejdsløse, og mange af dem er under stadig aktivering (mange af dem skriver og afsender et  pligtigt antal jobansøgninger pr. uge – oftest til ingen verdens nytte) og mange modtager psykolog- og anden hjælp, fordi de menneskeligt, socialt og familiemæssigt har det  – meget dårligt. De er udsat for mistænkeliggørelse, mobning og udstødning. Ord, begreber, lovgivning mm. omkring denne meget store gruppe af mennesker i det danske samfund ændres hurtigt – i visse perioder fra den ene uge til den næste.

Danmark hører til blandt verdens rigeste lande – målt på den måde, som vi indtil videre definerer og måler indkomst og rigdom på, nemlig ved hjælp af de klassiske økonomiske, kvantitative bruttonationalproduktopgørelser.  Danmark er på en række områder og dimensioner i særklasse. Hvis vi studerer den daglige mediestrøm i Danmark, så vidner mange rapporter og analyser om et samfund, hvor det store flertal af mennesker på mange måder og dimensioner har en ufattelig høj levestandard. Over for det står imidlertid, at flere og flere melder sig syge med stress, flere og flere bliver behandlet for depression, flere og flere unge medicineres, der er lang ventetid for unge, der skal behandles på børnepsykiatriske afdelinger, flere og flere har svært ved at holde pauser, holde fri, holde ferie – sådan rigtigt, hvor man virkelig rekreerer fra arbejdslivet. Det kræver stadig mere disciplin at slappe af, fordi vi har organiseret os, så vi bliver forstyrret hele tiden. I dag vokser mange børn op i så hektiske kontekster, at de skal trænes til eller medicineres med henblik på at kunne falde til ro. ”Alt for mange børn og unge er ude af sig selv”, siger familieterapeuten Jesper Juul. Det betyder, at det danske samfund også er i krise; stress, overvægt, livsstilssygdomme, selvmord, psykiske lidelser, problemer med spædbørn, overgreb på børn, fattigdom, børn der mobbes i skolen, stort frafald fra folkeskole og ungdomsuddannelser, problemer med uro i klasser i folkeskolen, utilfredshed med undervisningen på universiteterne, stor arbejdsløshed for mange grupper i  samfundet, herunder for mange akademisk uddannede mennesker, besparelser på plejehjem og heraf følgende problemer med omsorg og pleje, nye typer af sygdomme, sygdomme, der tager til i styrke og omfang. Hertil kommer store og uafviselige natur-, miljø- og klimaudfordringer.

Det ser ud, som om industrisamfundet med dets vækst- og tempotænkning ophober store mængder af problemer og symptomer foran sig, herunder som omtalt mange nye sygdomme, problemer, der ikke kan løses gennem mere økonomisk vækst, øgede hastigheder – eller som én formulerede det: ”Det nytter ikke at blive ved med at rationalisere”. Dermed mener han måske noget i retning af: Det nytter ikke at blive ved med at gøre det samme; det nytter ikke at blive ved med at forsøge at løse problemerne med den tænkning og de fremgangsmåder, der har skabt dem. Nye veje er nødvendige.

Alt dette tyder på, at der er noget, der er ude af balance, noget, der ikke stemmer overens – for nu at sige det mildt. Der er nogle kæder, der hopper af, når vi forsøger at beskrive og forklare det nuværende samfund og dets udvikling. Vi er rige. Ja, vi taler oven i købet om verdensklasse. Og vi er i krise. Vi har stor arbejdsløshed. Vi sætter utrolige anstrengelser ind på at få mennesker uddannet og få mennesker i arbejde, selv om der ikke er tilstrækkeligt (traditionelt) arbejde. Noget kunne fx tyde på, at vi måler forkert og utilstrækkeligt, når vi ud fra de officielle målinger konkluderer, at Danmark er et af de rigeste lande i verden. Er det et rigt land, der har alle disse problemer og problemsymptomer? Er det fx fornuftigt at definere al uddannelse som ensidigt og udelukkende rettet mod et arbejdsmarked, (der måske ikke findes?), eller skal vi frem til, at det skal have en værdi i sig selv at have en uddannelse? Skal det være værdifuldt også at være uden for det formelle og officielle arbejdsmarked, og skal der være en række officielt accepterede og værdsatte opgaver, et tredje arbejdsmarked, hvor mennesker uden for det formelle arbejdsmarked arbejder og løser opgaver? Skal vi til at revidere de gamle kasser og anskuelser, som vi har placeret og defineret os selv og samfundet ind i gennem de sidste mange årtier og have vendt noget af dette rundt, så det kommer til at se helt anderledes – og tidssvarende – ud? Skal vi fx til at satse meget mere på begrebet socialøkonomiske virksomheder, dvs. virksomheder, der eksisterer og fungerer på andre præmisser end traditionelle erhvervsvirksomheder.

Vi har udviklet en arbejdsdeling i Danmark, der indebærer, at vi kan opretholde en situation, hvor mindre end halvdelen i den såkaldt arbejdsduelige alder officielt arbejder. Det vil ændre sig igennem de næste ti år, bl.a. på grund af den demografiske udvikling med bl.a. stadig flere ældre borgere. Sådan har vi traditionelt sagt det, bl.a. fordi mange mennesker går på pension i de kommende år. Og vi har antaget, at netop så mange vil gå på pension, at det vil kunne bringe mange af de mennesker i beskæftigelse, der i dag er arbejdsløse, således at vi igen kan se frem til en periode med en form for traditionel fuld beskæftigelse. Det scenario kan være rigtigt, men jeg antager, at vi grundlæggende står over for helt andre problemstillinger i det danske samfund, der indebærer, at vi skal til at tænke anderledes om arbejde, uddannelse, fritid, frivillig – herunder tænke nyt og anderledes om, hvad der er henholdsvis det traditionelle arbejdsmarked, og hvad der kan udvikles til at blive et tredje arbejdsmarked. ”De, der ikke duer til noget, duer til noget andet”. Jeg siger ikke, at der ikke kan være og sandsynligvis er gode grunde til at ændre på nogle af de nuværende systemer. Det er jeg tvært imod overbevist om, at der er. Men samtidig kan vi ikke blive ved med at opretholde en retorik og nogle systemer, der fastholder os i denne eksklusionstænkning: enten er du på det formelle arbejdsmarked eller også er du uden for arbejdsmarkedet, en sondring og en retorik, der næsten sætter lighedstegn mellem arbejdsløs og værdiløs.

Kunne man forestille sig en verden, hvor man som udgangspunkt var tilfreds med det, der var? Ikke på en resignerende og opgivende måde. Men med rod i en grundlæggende taknemmelighed for det, der er, naturen, for det smukke, for alle mulighederne i det eksisterende? Kunne man forestille sig den nærmest blinde, ureflekterede, uciviliserede og voldsomme form for væksttænkning, som vi kender og er vænnet til og nærmest tager for givet og naturlig – kunne man forestille sig denne automatiske og ubevidste forholden sig til fremtiden justeret, korrigeret og langsomt afløst af noget andet, mere hvilende, civiliseret, reflekteret, bæredygtigt og mere vist? Og kunne man forestille sig dette udviklet samtidig med, at vi får produceret alle de materielle goder, fødevarer mm., som vi ønsker os og har behov for? Kunne man forestille sig en bæredygtig produktivitet og en bæredygtig vækst? Ja, selvfølgelig kan man det. Eller sagt skarpere: Det bliver vi på lidt længere sigt nødt til, for ellers kører vi galt.

 

Kunne man forestille sig et mere nuanceret vækstbegreb. Et vækstbegreb, hvor udvikling og vækst er interessante og levende forestillinger, og hvor udviklingen og væksten ikke bare handler om flere kroner, mere fysisk produktion, mere fysisk forbrug – for mennesker, der i forvejen forbruger alt for meget, men vækst og udvikling også i andre dimensioner – i kulturelle, sociale, spirituelle, følelsesmæssige, kunstneriske – og andre dimensioner? Og hvori der måske tillige indgår forestillinger om en mere ligelig og retfærdig fordeling af alle nuværende og fremtidige værdier og ressourcer? Kunne man forestille sig politikere tale i et sprog, der handler om andet og mere end kortsigtet vækst, penge, simple talmæssige væddeløbsagtige formuleringer som f.eks. den ofte gentagne: ”Vi har verdens dyreste folkeskole. Nu skal vi have verdens bedste folkeskole”. Kunne man forestille sig en ny generation af politiske ledere, der tænker, føler og taler mere nuanceret, i flere dimensioner, i flere lag, end det, vi er vænnet til? Kunne man i lige måde forestille sig virksomhedsledere (i både private og offentlige virksomheder) tale et mere nuanceret sprog, tænke og føle i andre retninger, end de sædvanlige: Vækst, spare, rationalisere? Ja, det kan man, og vi er faktisk i gang.