Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

Graviditetscoach

30. september 2013

Der var et TV-indslag i sidste uge, der handlede om, at sygefraværet for gravide danske kvinder er højt – for højt. Indslaget handlede så om, at en dansk kommune havde taget et initiativ til at nedbringe dette sygefravær – ved at ansætte  – jeg tror man kaldte det en graviditetscoach. Og herefter så man et indslag fra en daginstitution, hvor en ung, smuk og frisk gravid kvinde blev coachet, således at hun ikke fik lyst til eller fik pludselige ideer om at blive hjemme i stedet for at gå på arbejde under graviditeten, således at kommunen og kommunens børn kunne få mest mulig glæde af hende. Hun fortalte livligt og friskt om, at hun da håbede, at denne coaching ville hjælpe, så hun ikke fik behov for flere såkaldte sygedage – for det var jo sådan set ikke sygedage i gammeldags forstand, men alligevel dage, hvor hun ikke mødte op på arbejde. Jeg ved ikke rigtig, hvilke ord, man skal og må bruge – men vi er jo i hvert fald ude i noget, der godt kan kaldes en gråzone.

Hvad skal man mene om det? Ja, man kan selvfølgelig lade være med at mene noget – det er det letteste.

Men måske skal man reflektere over, om dette nu også er, hvad vi som samfund skal og vil udvikle os til? Er det for slapt? Er det for lalleagtigt? Er det at gå for langt i retning af blødsødenhed og misforstået omsorg? Hvad bliver det næste? Bliver det fx, at coachen skal have en hjælpecoach, således at coachen bestandigt er motiveret, dvs. coachet, til at coache – og coache ordentligt?

Jeg er parat til at gå langt; jeg er meget optaget af, at vi i vort samfund skal behandle mennesker ordentligt – alle mennesker, fra vuggestue til hospice. Vi ved en masse om, hvorledes mennesker skal behandles, fysisk, psykisk og på andre måder. Vi ved også fra megen og gedigen forskning, at mennesker arbejder og præsterer meget bedre,  når de behandles ordentligt og har det godt. Mennesker på en privat og offentlig arbejdsplads skal behandles ordentligt – primært fordi det er mennesker, men også fordi det er vejen til at udvikle en velfungerende arbejdsplads, og man kunne ønske, at mange flere mennesker verden over blev behandlet lige så godt, som de fleste mennesker bliver behandlet på danske arbejdspladser – for vi er nemlig meget langt på disse områder.

Men! Men – er der grænser? Eller: Der er grænser, og jeg synes, at vi er ved at nå grænsen med dette eksempel. Skal en velfungerende og tilsyneladende kernesund ung dansk gravid kvinde på sin arbejdsplads og måske i hjemmet have besøg af en coach, der skal, ja, opmuntre hende til at komme på arbejde?

Jeg forstår nok godt kommunen og dens tiltag – ved en umiddelbar og meget kortsigtet betragtning. Men man skal også tænke langsigtet. Hvad er de langsigtede konsekvenser af en sådant tiltag – der jo i parentes bemærket koster skatteyderne ekstra penge til en coach? Hvem er den næste person eller gruppe, der som en lige så naturlig ting skal have en coach? Skal coaches for at opfylde sin del af den aftale, som den pågældende har indgået med kommunen, nemlig en aftale om at præstere en vis arbejdsindsats, dvs. komme på arbejde, til gengæld for en vis løn? Hvor er og hvordan skal man forstå medarbejderens del af ansvaret i denne aftale? Hvad er medarbejderens ansvar og pligt?

Jeg vil ønske dig en god mandag, og jeg vil gerne korrigeres og kritiseres, hvis jeg er på vej i en forkert retning med denne argumentation og måde at ræsonnere på i forhold til gravide kvinder. De gravide kvinder, jeg har talt med om sagen, siger som noget af det første: Graviditet er ikke en sygdom.