Helhedens behov

– Et udvidet ansvar for virksomheder og borgere

– En ny og syg liberalisme

 
Af
Steen Hildebrandt

Margaret Thatcher (1925-2013) og Ronald Reagan (1911-2004) har været dyre bekendtskaber for verden. De to politiske ledere lærte os bl.a., at enhver er sig selv nærmest. Privatisering, konkurrence og profit for enhver pris. Til helvede med fællesskabet! Det handler om mig! Den finansielle sektor blev sluppet fri med uanede muligheder for egoisme og grådighed til følge; den offentlige sektor blev lagt for had; det såkaldt frie marked, der er en meget tvivlsom størrelse, skulle være det eneste saliggørende. De to statsledere førte nærmest en krig imod regeringsledelse i de vestlige demokratier, specielt i UK og USA. Reagan havde det synspunkt, at ”det var regeringen, der var problemet”, og Thatcher mente, at ”der findes ikke sådan noget som et samfund, et fællesskab. Der findes kun en atomiseret selvinteresse”. Deres økonomiske chefideolog, professor Milton Friedman (1912-2006) er kendt for standpunktet: ”Virksomheders sociale ansvar er at tjene så meget profit som muligt”. Det er den nye og syge liberalisme, der her konkretiseres. Det drejer sig ikke om samfundshensyn. Det handler om at rage så meget som muligt til sig.

Holdningen: ”Enhver er sin egen lykkes smed” blev kanoniseret, og finansvirksomheden Goldman Sachs er nok den virksomhed i verden, hvor man mest systematisk og indædt har praktiseret denne sætning, og hvor det manglende samfundshensyn er blevet sat mest i system. En virksomhed, hvor mere end 30.000 mennesker er dresseret til og bliver belønnet for at forstå og agere, som om alt i Verden handler om Goldman Sachs – om det så indebærer, at man skal føre krig mod og spekulere mod sine egne kunder, så tages alle midler i brug for at sikre virksomhedens profit. Noget så latterligt som at betale skat til de fællesskaber, man som virksomhed er totalt afhængige af, har man en hær af højtuddannede til at undgå.

Det er den tænkning og den virksomhed, som Danmark i virkeligheden slutter op om og indgår partnerskab med i forbindelse med handelen med DONG-aktier. På det seneste har det i en DR-udsendelse været hævdet, at der var et andet tilbud på køb af DONG-aktier, der matchede Goldman Sachs’s tilbud. Finansminister Bjarne Corydon blev efterfølgende interviewet på TV om sagen, og han talte så tåget og arrogant og så meget udenom, at det forekom både provokerende og uacceptabelt. Vidste man ikke bedre, kunne man tro, at det var en repræsentant for Goldman Sachs, der talte, og ikke en tjener for det danske folk. Det er i den forbindelse helt uforståeligt, at den danske stat ikke skulle kunne acceptere et tilbud, der ikke – på en enkelt parameter, nemlig den økonomiske – matchede Goldman Sachs’s tilbud. En handel med så stor en portion aktier i en så markant dansk virksomhed indeholder så mange andre dimensioner end det økonomiske, som man også, ikke bare har lov, men pligt til at tage hensyn til, og derfor er det afgørende ikke, om der forelå et tilbud, der økonomisk matchede Goldman Sachs, men om der forelå andre danske tilbud i det hele taget.

Der er behov for det modsatte af, hvad M. Thatcher og R. Reagan stod for. Der er behov for helhedsansvar; der er behov for, at hver enkelt person og virksomhed indser, at samfundet, kloden, afhænger af hver enkelt og hver enkelt afhænger af helheden. Der er behov for det modsatte af, hvad Goldman Sachs står for. Der er behov for samfundsansvar.

Der er ikke noget forkert ved at tjene penge. Det afgørende er, hvordan man tjener sine penge. Enhver virksomhed skal overholde gældende national og international lovgivning. Men det er ikke tilstrækkeligt. Hvis kloden skal reddes, hvis helheden skal tilgodeses, skal vi alle gøre mere, end vi formelt set er forpligtet til. Kloden er på en katastrofekurs, hvilket bl.a. hænger sammen med, at Thatcher og Reagan var med til at skabe et alt for stort råderum for hver enkelt af os – virksomheder og forbrugere, således at vi i fællesskab på væsentlige områder bevæger verden i en forkert retning.

Hvis alle går til lovens yderlighed, hvis alle gør, hvad der formelt set er tilladt, så vil summen være et alt for massivt pres på kloden. En virksomheds ledelse har et politisk ansvar for at manøvrere i det internationale og nationale politiske miljø, lytte til, hvad der sker, tage bestik af det og agere. En sådan politisk manøvrering kan sagtens indebære, at der er øjeblikkelige profit- og handlemuligheder, som man afstår fra at udnytte.

Der eksisterer et kompliceret etisk ansvar – både for virksomheder og borgere. Som ledelse – og i en videre forstand som borger – har man et udvidet ansvar, og dette ansvar handler om helhedens behov. Heri ligger en evig problemstilling, som handler om det korte og det lange sigt. De former for ansvar, som jeg her taler om, praktiseres altid nu og her, men de kommer ud af en langsigtet tænkning i virksomheden.

Hvad jeg her taler om, afhænger i kritisk grad af de belønningsstrukturer, der findes overalt i de virksomheder, der er tale om. Grådighed ser ud til at være et almindeligt menneskeligt fænomen. Vi mennesker har let ved at være grådige. Hvis belønningerne i en virksomhed understøtter grådighed, således at grådighed belønnes, så siger det sig selv, at man vil få grådighed. Sagt i korthed begynder dette med og i bestyrelsen. Hvorledes belønnes bestyrelsen? Hvilke forventninger er der til bestyrelsen fra aktionærernes side? På hvilke måder aflønnes virksomhedens direktion og øverste ledere? Hvordan ser hele KPI-systemet i virksomhedenerne ud? Dette er kritiske spørgsmål, fordi den gamle sætning: “Man får det, man belønner”, stadig gælder.

Denne artikel har været bragt som kronik i Berlingske Tidende, den 7. September 2014.