Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

Værktøjssamfundet – ledelse med regneark og skemaer

7. april 2015

Denne artikel blev bragt som kronik i dagbladet Information den 1. April under titlen: Værktøjssamfundet giver os tunnelsyn:

Værktøjssamfundet – ledelse med regneark og skemaer
Af
STEEN HILDEBRANDT
Professor, Ph.D.

Vi er ved at udvikle et samfund, hvor mere og mere – både i det offentlige og i virksomheder – styres ved hjælp af værktøjer, skemaer og regneark. Det hele handler om tal og kortsigtet optimering. ”Giv mig et værktøj, så fixer jeg det problem”. På alle områder efterspørger vi værktøjer. Hvis jeg skal gennemføre en medarbejderudviklingssamtale, skal jeg have værktøjer. Skal jeg som leder medvirke ved en fyringsrunde, skal jeg have værktøjer. Er jeg i en situation, hvor jeg skal gennemføre en vanskelig samtale, så må jeg have værktøjer. Rekruttere: rekrutteringsværktøjer. Forfremmelse. Personaleledelse. Strategisk ledelse. Ja, selv hvis jeg skal arbejde med forandringer i en helt generel betydning af dette begreb, så efterspørger eller kræver jeg værktøjer. Jeg kan ikke lede, forandre, deltage i eller have ledelsesansvar for strategiske processer, medmindre jeg har dertil udarbejdede værktøjer. Det er rigtigt: Vi har brug for værktøjer. Men det er også rigtigt, at mange problemer, mange situationer, er så komplekse at forstå og håndtere, at simple værktøjer intet kan udrette – og ofte vil de gøre ondt værre. Helheden går tabt.

Hvad er et værktøj? ”Det er et hjælpemiddel til udførelse af et håndværksmæssigt arbejde”, eller i en lidt bredere betydning: Det er et ”middel eller metode, som man anvender for at opnå et bestemt mål (redskab, instrument), eller ”hjælpemiddel til udførelse af et (erhvervsmæssigt) arbejde”. Vi taler også om en værktøjskasse, dvs. en kasse, der indeholder flere værktøjer. Så har vi noget at vælge imellem. Hvad er der i værktøjskassen – spørger vi, som vi kan vælge imellem med henblik på at målrette værktøjet effektivt mod en bestemt og afgrænset problemstilling?

Selvfølgelig skal vi mennesker benytte værktøjer. Det er i øvrigt noget af det, der karakteriserer mennesket i dets årtusinde lange udviklingshistorie, at vi bestandigt har opfundet værktøjer eller redskaber, således at vi ikke skulle opfinde den dybe tallerken igen og igen. Så der er mange og gode begrundelser for at have værktøjer eller redskaber, som er designet til ganske specifikke opgaver og formål. På museer kan vi se alle de gamle redskaber, der har været brugt fx inden for landbrug, medicin, fiskeri, minedrift, håndværk og meget andet, og det er dybt fascinerende at se, hvilke redskaber, der har været udviklet og brugt igennem tiden, fx inden for det medicinske og sundhedsmæssige område.

Men der er også en fare ved værktøjer, nemlig bl.a. at værktøj og opgave, værktøj og problemstilling, ikke passer sammen. Det er her, vi møder det kendte udsagn, at ”hvis man kun har en hammer, så ser man alt som søm” – og så slår man med hammeren overalt, som om alt var søm. Dette udsagn er fx relevant i forhold til virksomhedskonsulenter, psykologiske rådgivere og andre, der arbejder med lidt mere diffuse og brede problemstillinger (for nu at sige det mildt), og hvor der derfor er et vist slør imellem problem og tilgang, mellem problem og løsningsværktøj. Og her er risikoen selvfølgelig, at konsulenten bruger netop det eller de få redskaber, som den pågældende kender, og bruger dem på alle de problemstillinger, som hun eller han møder. Har du et konfliktløsningsværktøj, så ser du alt som konflikter; har du et værktøj til omorganisering eller procesoptimering, så ser du processer og rationaliseringsmuligheder overalt. Er du i stedet for arkitekt og orienteret mod det rumlige og fysiske, så vil du arbejde med virksomhedens eller hjemmets fysiske og rumlige indretning og funktionsmåde som svar på de problemer, symptomer mm., som du præsenteres for eller kan iagttage. Det er ét af de alvorlige problemer med værktøjer: At værktøj og problem ikke passer sammen. De involverede kender kun dette ene værktøj. Et andet og stort problem er, at helheden let går tabt, fordi de forskellige såkaldte problemer eller opgaver bliver revet ud af de sammenhænge, som de retteligen burde ses og indgå i. Og så går vi løs på en række isolerede problemstillinger (symptomer) og løser dem hver især – men uden tanke for helheden.

Folkeskoleområdet er ét af de områder, der har påkaldt sig en særlig interesse i de senere år. Ser man på Undervisningsministeriets hjemmeside, ”finder du artikler om en række forskellige værktøjer, som du kan bruge i din evaluering af undervisningen i folkeskolens fag og emner”. Og så nævnes og fortælles der om en lang række værktøjer, fx aktionslæring med lærerøjne, aktionslæringsforløb, delphi-metoden, elevlogbog, evalueringssamtaler, historiefortælling, hverdagsevaluering, kan – kan næsten, klasseparlamentet, kvalitetsstjernen, kvalitetstrappen, lærernes tjek, lærerlogbog, naturlig udvikling, portfolio, samarbejdskontrakt, skolens evalueringsplan, spørgeskemaundersøgelse, sprogscreening af tosprogede, tidsregistrering, udviklingsspiralen, undervisningsiagttagelse og værdsættende undersøgelse.

Det kan ikke passe, tænkte jeg, at der findes et værktøj til sikring af ”Naturlig udvikling” i folkeskolen, så jeg slog op. Men jo! Tro ikke, at naturlig udvikling er overladt til naturen eller tilfældigheder. Det er for risikabelt. Det går ikke an i et gennemstandardiseret konkurrencesamfund, hvor det handler om at opnå så høje og hurtige testresultater som muligt, således at man kan klare sig ordentligt i de internationale resultatmålinger (fx Pisa-tests). Så derfor foreligger der en udførlig beskrivelse af, hvorledes man arbejder med naturlig udvikling. ”Kort om Naturlig udvikling”, hedder det, og her kan man bl.a. læse:

”Naturlig udvikling fastholder oplevelser gennem beskrivelser og refleksion. Vi lærer hele tiden i de sammenhænge, vi indgår i – af de oplevelser, vi har… Her er et værktøj til at holde øje med, hvad man har fået ud af det ikke målsatte… Ikke alt, hvad man foretager sig i skolen, kan og skal beskrives og planlægges systematisk og detaljeret. Der er selvsagt ingen forberedelse…. Udgangspunktet for naturlig udvikling er en oplevelse. Her sætter man fokus på, hvad det var, der skete, og hvordan de enkelte deltagere eller involverede oplevede det skete. Denne oplevelse danner grundlag for en refleksion og en dertil knyttet dialog, hvor man analyserer, hvilken læring der kom ud af oplevelsen Et yderligere element i naturlig udvikling er en bevidstgørelse af de erfaringer, læreren og eleverne fik… Hvilke elementer eller erfaringer kan være brugbare? Det kan være frugtbart at overveje, om den erfaring, man som lærer gjorde sig, har bevirket, at der er noget i hverdagen, man kunne tænke sig at ændre. Man får hele tiden nye oplevelser, og nogle af dem kan man planlægge på baggrund af den erhvervede erfaring. Man kan spørge sig selv, hvad det er, man vil holde øje med næste gang, man kommer i en lignende situation”. Og så følger der nogle ministerielle overskrifter og spørgsmål, som man kan benytte for at sikre sig, at det naturlige fastholdes. Det lyder tilforladeligt, og det er givetvis udarbejdet med de bedste hensigter, og der er helt sikkert nogle mennesker, der har gjort deres bedste. Men jeg må sige: Skulle vi ikke stoppe her med den ministerielle bedrevidenhed?

Jeg vil minde om ét af Albert Einsteins mange kloge udsagn: ”Intellektet har et skarpt øje for metoder og værktøjer, men er blind over for mål og værdier”. Det er jo nemlig rigtigt: Vi elsker metoder, værktøjer, systemer, strukturer, evalueringer, tests, kvantitative målinger, sammenligninger, gennemsnit, standarder, det evidensbaserede, specialisering mm. For så tror vi, at vi er på sikker grund. Men hvad den dybere mening er, hvad det dybest set handler om, hvilke værdier og principper, der skal være vejledende, hjælpende og styrende for os, ja, det kan vi vanskeligt sætte på en ministeriel formel, så det lader vi ligge, det springer vi let og elegant hen over. For det, der ikke kan formuleres som et værktøj, som en formel, som et system, ja, det tør vi ikke stole på og regne med. Og vi tør slet ikke overlade til den enkelte skole, leder og lærer at arbejde med den naturlige del af udviklingen eller med helheden.

Dette handler om at finde vej, om at være leder, lærer, medarbejder, elev mm. Det handler om at finde svar, og som Goethe skulle have sagt engang: ”Hvis du forlanger et klogt svar, må du også spørge fornuftigt”, og det er det, vi ikke gør, når vi fremturer med alle disse værktøjer og påstår, at de kan give brugbare og fornuftige svar på alle de spørgsmål, vi møder på vores vej som fx lærer og leder. For det kan de ikke. Værdier, erfaringer, intuition, holdninger, følelser, helhedstænkning, systemisk tænkning – mange ord og formuleringer, men der skal meget mere til, som vi netop vil forbinde med nogle af disse begreber, for at give den gode lærer og den gode leder.