Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

Et halvt år med en sort regering – men hvor er socialdemokraterne?

14. december 2015

Et halvt år med en sort regering – men hvor er socialdemokraterne?

Et år er ved at rinde ud. Et år, hvor Danmark fik en ny regering. En sort regering. En mindretalsregering. En regering, der ledes af en statsminister, der nyder en historisk ringe tillid både i sit eget parti og i samfundet. Partiet Venstre var da også Folketingsvalgets og EU-afstemningens store taber. Danmark ledes af tabere. Og Danmark er ved at udvikle sig til et land, der afkobler sig fra resten af verden; Danmark taber terræn i en Verden, der mere end nogensinde har behov for den globale solidaritet, der hidtil har været et kendetegn for Danmark. Nu drejer det sig om grøn realisme, kernevelfærd og om ikke at overimplementere – og det er alt sammen tilbagegang forklædt som fraser og floskler.

Den 25. september underskrev den danske statsminister i New York sammen med 192 andre statsledere FN’s nye bæredygtighedsmål, de 17 såkaldte verdensmål. Men inden blækket var tørt, var statsministeren i fuld gang med at tale Danmark ud af målene. Og så tog han i øvrigt hjem og ikke bare fortsatte, men intensiverede regeringens ikke bæredygtige politik; en politik, der ruller Danmark tilbage på næsten alle de spor eller områder, hvor bæredygtighed spiller en rolle eller kommer til udtryk. På alle de områder, der skal være med til at fremtidssikre Danmark, gennemføres der besparelser og forringelser: fx klima, miljø, uddannelse, forskning, ulandsbistand mm. Det er en utrolig snæversynethed og visionsløshed, der her kommer til udtryk både i tale og handling. Det seneste er, at Danmarks klimaminister drog af sted til COP21 forhandlingerne i Paris med en rigtig kræmmerdagsorden, nemlig at Danmark ikke skal nå de stipulerede reduktioner, men en smule mindre! Danmark skal ikke overimplementere, som det hedder i regeringens sprogbrug; vi skal endelig ikke komme i front på noget område, der kunne koste Danmark noget. Det blev da også bemærket i Paris, og Danmark fik NGO’ernes pris som klimaskurk.

Det, der sker, er tæt på at være en katastrofe for landet. Bevares. Det kan rettes op, og det vil det blive i løbet af nogle år, når det bliver endnu mere tydeligt, at også Danmark – eller rettere sagt: at ikke mindst Danmark – må tage disse mål alvorligt og arbejde seriøst med dem. Som Mogens Lykketoft sagde, da han den 26. november over Skype åbnede Folketingshøringen om verdensmålene: ”De 17 mål handler om alle mennesker i alle lande”. ”Målene er også, sagde Lykketoft, en advarsel om, at hvis vi ikke gør noget, så står vi over for katastrofer”. Tænk hvis Danmark havde en statsminister, der demonstrerede politisk lederskab og satte sig i spidsen for at tage de 17 verdensmål alvorligt, både i en dansk og i en global sammenhæng. Og dermed også skabte mere respekt om sig selv og Danmark ude i verden! Det gør statsministeren og regeringen ikke. Tvært imod! Regeringen kan manøvrere i det taktiske spil, ja den er indbegrebet af simpel og kortsigtet taktik, men det er ikke lederskab.

Det er deprimerende at tænke på, hvor megen skade, regeringen allerede har skabt i Danmark på blot et halvt år. Man må indrømme: Der har været en imponerende systematik i indsatsen, og det skaber et skræk-scenarie for de kommende år. Det kortsigtede, visionsløse og ikke bæredygtige er en systematik for regeringen. Det er den ”teknokratiske og rå konkurrencestat”, som professor Ove Kaj Pedersen benævnte det i et interview i Politiken den 28. november, der nu rulles ud for fuld kraft. Det seneste er, at der praktiseres så megen stupiditet, at regeringen nu ej heller holder sig tilbage fra at gå i rette med statens ombudsmand.

Danmark er et af Verdens rigeste og lykkeligste lande – næsten uanset, hvordan vi definerer og måler disse ikke særligt klare begreber, men ikke desto mindre lovgiver vi og begrunder lovgivningen, som om vi var et nødlidende og fattigt land, der er nødt til at gå imod FN-målene, er nødt til at spare for overhovedet at kunne klare tilværelsen i det kolde nord. Det er vi ikke. Vi har ikke behov for og ej heller ordentlige begrundelser for at nedsætte Danmarks ulandsbistand. Tvært imod burde vi måske sætte vores ulandsbistand i vejret. Vi har ikke behov for at sætte ind mod overimplementering af det ene og det andet. Ikke behov for at gå i rette med gamle, veletablerede menneskerettighedskonventioner. Ikke behov for at bygge hoteller og sommerhuse på smukke områder nær de danske kyster. Vi har ikke behov for at give landbruget lov til at bruge skadelige kemikalier for at klare sig i den såkaldte konkurrence. Og ikke behov for at reducere velstand og omsorg for de mest udsatte i samfundet. Vi har behov for at gå i helt andre retninger.

I den situation ser man sig om efter socialdemokraterne. Hvor er de? De må da både forstå og værdsætte de 17 verdensmål, men det henstår i det absolut uvisse, hvor socialdemokraterne er. Der er ikke kommet klare udsagn om verdensmålene, om udsagn overhovedet. En ledende socialdemokrat, en tidligere minister, blev fornylig interviewet på TV om nogle aktuelle flygtningespørgsmål. Han blev stillet nogle meget konkrete spørgsmål vedrørende de stramninger, der lige er blevet gennemført med socialdemokraternes ivrige tilslutning.

Den pågældende politiker svarede sådan på et meget klart spørgsmål: ”Det er klart, at vi skal hjælpe mennesker i nød. Men samtidig skal vores egen økonomi selvfølgelig også hænge sammen”. Svaret affødte et nyt spørgsmål, der gik på, om politikeren ikke kunne konkretisere sit svar. Hertil svarede den socialdemokratiske politiker: ”Det er klart, at vi skal hjælpe mennesker i nød. Men samtidig skal vores egen økonomi jo også hænge sammen”.

Ja, det forstås. Vi skal hjælpe mennesker, der er i nød. Og vores egen økonomi skal hænge sammen. Det har socialdemokratiske politikere sagt i én uendelighed, og det bliver det ikke tydeligere af. Der er ikke noget at sige til, at mennesker skruer ned for opmærksomheden, når politikere, som vi véd taler sådan, toner frem på skærmen. Eller for at sige det direkte: Det er der ingen mennesker, der gider høre på. Det er uinteressant. Og det er faktisk også uværdigt at diske op med så gedigne selvfølgeligheder overfor en oplyst vælgerbefolkning. Socialdemokraterne er ikke alene om det, men de er i særklasse slemme. Der kommer ikke stor politisk lederskab fra det parti, hvorfra det mest oplagt skulle komme, når nu regeringen ikke kan opvise noget, der bare minder om politisk lederskab.

Jeg ville ønske, at det forholdt sig modsat. Jeg ville ønske, at socialdemokraterne fremstod som partiet, der på værdig og klar vis kunne forholde sig til de alvorlige situationer, som Danmark og verden befinder sig i, og som den nuværende regering håndterer katastrofalt dårligt. På et halvt år er det lykkedes for den nuværende regering at skabe en stemning i Danmark af mismod, vrede, sorg, frustration, skuffelse og skam, som efter min hukommelse er uden lige. Og hvor er socialdemokraterne? De er ikke til at få øje på.