Alt i verden er forbundet

Af
STEEN HILDEBRANDT

Min mor døde som 101-årig for et års tid siden. Århus Kommune og Århus Universitetshospital sørgede i den forbindelse for alt. Min familie og jeg havde stort set ingen opgaver. Vi taler meget i disse år om civilsamfundet, om borger- og brugerinddragelse og om Velfærdssamfundet version 2.0. – eller hvilken version, vi nu er kommet til. I denne sammenhæng handler det om mig. Jeg er civilsamfundet. Og jeg gjorde intet og skulle intet gøre i forbindelse med min mors sygdom og død. Der var og blev sørget for alt. Og det kostede selvfølgelig mange penge for kommunen og hospitalet.

Et højdepunkt var et uforglemmeligt møde på Århus Universitetshospital, hvor min mor, der var faldet og havde fået et brud på bækkenbenet, var indlagt i en kort periode. Som et led i denne indlæggelse blev jeg officielt indkaldt til et møde, som jeg aldrig nogensinde skal glemme. Mødet foregik i et slags lagerlokale, der tidligere havde været et kontor. Her mødtes vi en formiddag ved og med borde, lamper, stole m.m., der ikke var egnet til møder, men som var stablet oven på hinanden og skulle opbevares, formentlig for senere at blive smidt på lossepladsen. Lamperne hang de forkerte steder og så lavt, at vi nærmest måtte kravle rundt for at komme på plads i de stole, der var tilgængelige. Min mor blev kørt ind i lokalet i en rullestol. I mødet deltog en kinesisk-dansk læge, en kulsort afrikansk-århusiansk sygehjælper, en jysk-århusiansk sygeplejerske, min mor – og mig. Lægen sad med en gammel computer, klar til at spørge og skrive. Han havde travlt, kunne man se, og skulle videre. Han var klar, parat, venlig og på en måde også iskold. ”Tove”, sagde han, ”jeg har forstået, at du gerne vil dø”. Han åbnede munden usædvanligt meget for at tale så klart som muligt. Min mor var helt tydeligt skeptisk over for den etniske mangfoldighed, som hun lige pludselig mødte her, men hun bevarede fatningen og svarede kort og klart: ”Ja!” (At hun ønskede at dø havde hun givet udtryk for over for afdelingssygeplejersken, og det var så gået videre til lægen). ”Betyder det”, spurgte lægen nu videre, igen venligt, koldt og klart, ”at vi skal stoppe med at give dig den medicin, du får for hård mave med den konsekvens, at du vil få smerter?” Min mor fornemmede, at noget var ved at skride under hende. Hun var fortsat klar, og svarede: ”Nej”. ”Men betyder det så videre”, spurgte lægen, ”at vi skal standse med at give dig den medicin, du får for…? Endnu et ”Nej”. Én ting er at ønske at dø. Noget andet er – at ønske at dø. Min mor vaklede. Hun ville faktisk gerne dø, sådan i princippet, men når det kom til de konkrete foranstaltninger og implikationer, lige nu og her, med fx udsigt til smerter og andet ubehag, insisterede hun ikke. Tvært imod. Hun ville gerne være uden smerter, og hun levede videre – i nogle måneder. Jeg iagttog dette meget særlige forløb, denne helt særlige livssituation.

Det blev gode måneder. Der var meget liv, tæt på døden, glæde, humor, vrede. Der var andre møder og samtaler, men dette var et fantastisk møde, fagligt, socialt, etnisk, sprogligt, fysisk, følelsesmæssigt m.m. Alle mødedeltagerne var vidunderlige mennesker. Den sorte sygehjælper gjorde alt, hvad hun kunne for i al diskretion at oversætte, når min mor ikke forstod den kinesiske læge, og når han ikke forstod hende. Jeg siger århusiansk, fordi hun talte århusiansk på den mest originale måde, jeg har hørt. Jeg siger jysk sygeplejerske, fordi hun talte en umiskendelig og vidunderlig jysk dialekt, som midt i dette etnisk mangfoldige miljø forekom at være et urokkeligt anker af faglig og kulturel karakter. Og den kinesiske læge var uforlignelig i sin bestræbelse på at være klar – både fagligt og sprogligt; det faglige skal jeg ikke bedømme, men selv om han gjorde sig de største anstrengelser på det sproglige område, så krævede hans niveau og udtale sproglig hjælp, og her var den sorte kvinde af uvurderlig betydning.

Min mor ville gerne hjem i sin egen lejlighed. Hun brød sig ikke om at være på hospitalet. Hun lå på en lille stue, hvor der alligevel var presset tre senge ind, og det grænsede faktisk til at være, eller mere præcist: Det var uværdigt. Det er ingen let sag at være i sin egen lejlighed, når man intet kan selv – bortset fra at ligge i en seng. Men inden man kunne tælle til fem, havde kommunens og hospitalets organisationer taget over og sørget for transport, en avanceret hospitalsseng, døgnvagt, medicin, mad, plejepersonale m.m., og min mor blev kørt hjem til sin lejlighed, hvor hun ønskede at være. Hun var, på det tidspunkt og i det efterfølgende forløb, indtil døden indtraf nogle måneder senere, fuldstændig klar mentalt. Hun blev passet af hjemmehjælpere, døgnvagter, sygeplejersker og flere andre. Hun fik bragt mad, fik medicin, fik installeret et hejseapparat, så hun kunne komme ud af sengen og på toilet og i bad. Og meget mere. Jeg (og min bror) blev informeret, spurgt m.m., men vi skulle intet foretage os. Min mors ”egen” praktiserende læge, en vidunderlig dame, kom cyklende forbi med passende mellemrum og talte med patienten. Præsten, som var biskoppen, kom forbi. Hendes naboer og venner kom. Et smukt forløb var i gang, og det kunne kun ende smukt: En kold november eftermiddag døde hun en stille og værdig død. I disse måneder besøgte jeg min mor mange gange; og hver gang fik jeg et stadig dybere indblik i hele det system, der fungerede omkring hende. Jeg havde en række meget værdifulde samtaler med hende i disse måneder, alt imens jeg også lærte de forskellige mennesker omkring hende at kende. Når jeg forlod hende, sagde jeg: ”Vi ses”, hvortil hun nogle gange svarede: ”Det håber jeg ikke”.

Det er dybt interessant at tale med et menneske, der har levet i 101 år, som blev født før kvinder fik valgret, som har oplevet to verdenskrige, som kan huske, da den første atombombe blev kastet, som har oplevet, ja, uendelig meget i sit liv. Og i de 101 år, hvor hun levede, voksede verdens befolkning med ca. 6 milliarder mennesker. En eksplosion, som hun jo her – på hospitalet – mærkede nogle aspekter af. Den periode i verdenshistorien, som hun har oplevet, har været ubeskrivelig voldsom. Hun vidste ikke, og jeg fortalte hende ikke, at vi i denne periode bevægede os fra den holocæne til den antropocæne epoke. Jeg spurgte, hvad hun tænkte om de næste 100 år. Det magtede hun ikke. Hun anede uråd. Hun var stærkt bekymret  for, hvad hun hørte og fornemmede om fremtiden. Hun tænkte på sine oldebørn.

Hun døde, og aldrig så snart var hun død, før kommunen igen tog over; gjorde hende i stand, så hun lå smukt i sin seng, og vi kunne være hos hende og om hende. Men intet skulle vi selv bidrage med. Jo, vi skulle kontakte bedemanden. I denne korte tekst er blot nævnt nogle eksempler. Det er i virkeligheden også en historie om en gennemgående og fantastisk hjemmehjælper, Susanne, som næsten blev min mors ven og nære samtalepartner over de to-tre måneder, som forløbet varede. Aldrig har jeg oplevet en så kærlig, varm og god støtte. Men hun var absolut ikke den eneste, der hjalp.

Dette er det danske velfærdssamfund, når det udfolder sig i al sin autenticitet og ordentlighed og med al den faglige kompetence, der er samlet rundt omkring i kommuner, afdelinger, sektioner, forvaltninger m.m. I virkeligheden ret fantastisk. Selvfølgelig er der ét og andet, der glipper i farten, men det absolut klare indtryk var og er: Det hele fungerede perfekt. Og det koster en uendelighed af timer og indsatser. Møder, telefonsamtaler, koordination, køre-  og cykelture, mad, medicin, udstyr osv.

Det er klart, at man kan rejse spørgsmålet: Er det kommet for vidt? Er det for meget? Er det for dyrt? Er det nødvendigt, at det offentlige går så massivt ind i et sådant forløb? Kunne hun ikke selv? Kunne de pårørende ikke selv have taget over? Det ene spørgsmål afløser det andet. Op igennem de sidste 50-60 år har det danske velfærdssamfund udviklet sig til noget af det bedste, der findes i verden. Sådan plejer vi selv at sige det i Danmark. Og jeg tror faktisk, det på mange måder er rigtigt. Dette var et forløb med et menneske, der skulle dø. Men der kunne fortælles tilsvarende historier om unge kvinder, der skal føde, om syge børn, om fantastiske daginstitutioner, skoler, gymnasier, ungdomsuddannelser, universiteter, hospitaler, plejehjem, politistationer og meget andet. Det danske samfund er fantastisk – og mange misunder os det niveau af perfektion, kvalitet og ordentlighed, vi har nået.

Men der er også nogle andre historier. Nogle døende kan fortælle om helt andre forløb. Mange studerende føler sig svigtet. Tusinder af skolebørn mobbes. Mange unge piger – og drenge – lider af angst, stress, depression og andet. Ventetiden til en psykiater for et ungt menneske er meget lang. Ja, hele det psykiatriske system, og den bagved liggende tænkning udsættes for voldsom kritik.  Danmark har flere og er i nærheden af flere kedelige rekorder, fx hvad angår alkoholforbrug. Mange danskere er fattige, uligheden vokser; titusinder af unge er uden for uddannelses- og arbejdsmarkedet – og har ingen udsigt til at få hverken en uddannelse eller et arbejde. Mange ufaglærte er sakket agterud og føler sig tabt og fortabt. Mange andengenerationsdanskere føler sig svigtet, ikke set, ringeagtet og udstødt af det – etablerede og hvide – danske samfund. Parallelsamfund er en realitet. Modbillederne er mange og meget mere deprimerende og foruroligende, end jeg her kan formulere det.

Bruger vi vore ressourcer og kompetencer rigtigt – kunne man spørge? Sætter vi ind dér, hvor der virkelig er behov for det, og hvor en indsats med stor sandsynlighed også vil give resultater? Og hvad er det, vi vil opnå? Hvad mener vi med ordet, resultat? Hvad er det, vi ønsker at få ud af vore ressourcer – dvs. vore penge, menneskelige kompetencer, bygninger, smukke natur m.m.? Hvordan vil vi måle alt dette? Og hvad er Velfærdssamfundet version 3.0. Næste version? Næste udgave? Hvor og hvornår har vi i Danmark en seriøs, nuanceret, afslappet og åben drøftelse af, hvilket samfund vi ønsker at udvikle i de næste årtier? Tør vi erkende, hvad vi ser i vort eget samfund og ude i verden? Tør vi sige, hvad vi tænker? Gør vi det, vi siger, fx ude i de konkrete såkaldte velfærdsinstitutioner, og ser vi, hvad det er, vi i virkeligheden gør, fx i forhold til unge mennesker? Vi taler fx igen og igen om parallelsamfund, næsten som om det er fysiske og konkrete bygninger og fænomener, som vi kan rykke rundt med og lovgive om teknisk og med umiddelbare virkninger til følge. Men så enkelt er det ikke.

Jeg har ingen svar og slet ingen lette svar. Jeg aner – som min mor – en form for uråd. Jeg tror, at vi, der lever nu, er fanger i nogle mentale fængsler vedrørende opfattelsen af fx velfærd, rettigheder, pligter, opgaveløsning, den nationale og globale solidaritet, ulighed, fattigdom, medansvaret for helheden og de næste generationer og andet. Selvfølgelig er vi vænnet til alt dette; mange af os har aldrig set andet end denne version af samfundet – det danske. Når vi kommer til udlandet, bliver vi ofte og meget klart mindet om, at et samfund kan være mange andre ting. Ja, som jeg antydede det oven for, så ser vi næsten intet ude i verden, der er magen til det danske. Men vi har adopteret vores egen model, og det er svært at tænke ud af dette billede – eller ud af denne boks. Jeg er overbevist om, at der uden for boksen er et endnu bedre samfund; vi skal bare turde se det og tale om det.

Jeg tror, der er én ting, vi skal lære: Dette handler ikke bare om Danmark. Det handler om verden. Alt i verden er forbundet. Den sorte danske kvinde, den kinesiske danske mand, den hvide danske kvinde: De var alle unge; den 101-årige vidste godt, at noget nyt er på vej; hun var ikke helt tryg, men hun så det klart, og hun gav det al den støtte, hun kunne. Inderst inde vidste hun godt, at det er bedst for verden, at vi hjælper hinanden, holder sammen, er mere solidariske, ikke bare på vores egen matrikel, men globalt. Hun havde set krigens rædsler; hun havde set meget større flygtningestrømme, end vi har kendt til; hun havde set fattigdom og ulighed; hun så, at vi var kommet langt, men hun så også, at mange – alt for mange – var bagefter. Vi må om- og nydefinere velfærdssamfundet.

Om 101 år skriver vi 2117. På det tidspunkt vil det samlede antal mennesker i verden være begyndt at falde. Efter prognoserne vil dette fald sætte ind omkring næste århundredeskifte. Den befolkningseksplosion på over seks milliarder mennesker, som min mor oplevede, vil den 101 årige ikke have oplevet til den tid, i 2117. Men hun vil på vejen have oplevet en verden, hvor der levede over 10 milliarder mennesker på kloden – ca. tre milliard flere mennesker end i dag. Det er én af de kæmpestore udfordringer, som vi står over for i dag, og som FN’s 17 mål for en bæredygtig global udvikling skal hjælpe os til at navigere igennem. Disse mål ville helt sikkert have interesseret min mor, men hun nåede ikke at blive bekendt med dem.

———

Steen Hildebrandt, Ph.D., professor emeritus og adjungeret professor, foredragsholder og forfatter.