Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

Code of Care (Ledelse Mandag)

7. marts 2011

Tags: ,

Jeg besøgte en virksomhed i Holstebro forleden. Creativ Company hedder den. Her tænker man nyt. Man beklager sig ikke; her giver man ikke de andre skylden for noget som helst. Man tager selv ansvar. Man går nye veje, når det handler om mangfoldighed, ledelse, regnskaber, rekruttering, socialt ansvar og meget andet. Man tager ansvar for virksomhedens mennesker på nye måder; man tager ansvar for noget af det, der sker i det lokale samfund; man er bevidst om de krav om bæredygtighed, som det lokale og det globale samfund kræver – nu og her og på længere sigt. Derfor fik virksomheden sidste år den europæiske pris: Inspiring Leadership, den såkaldte Stolthedspris. Virksomheden har ligeledes vundet den danske Mangfoldighedspris – og i øvrigt flere andre priser. Man siger ikke bare en masse smukke ting. Man gør det. Og man måler, om det passer, at man gør, hvad man siger. Så virksomheden har 12 regnskaber, som er dynamiske værktøjer, dvs. regnskaber der bruges aktivt til ledelsesformål. Der førtes regnskab med følgende områder:  – regnskaber inden for bl.a. følgende områder:

  • Forretningsudvikling
  • Social
  • Miljø
  • Ledelse
  • Dialog
  • Økonomi
  • Trivsel
  • Balance
  • Jobudvikling
  • Stress
  • Sundhed

”Det kan man ikke”, vil nogen sige. Jeg siger: Det kan man. Og det gør man.

Man véd i Creativ Company, at et paradigmeskift er på vej, og hvis man vil være en del af fremtidens globaliserede danske erhvervsliv, så kan man ikke sidde og kritisere regering, byråd, konkurrenter og andre – så må man selv gå nye veje. Det gør Creativ Company f.eks. på den måde, at de er ved at udvikle et nyt Code of Care, dvs. et kodeks for, hvordan virksomheder opfører sig – lokalt og globalt. Det er en invitation til en dannelsesrejse for ejere, bestyrelser, ledere og ansatte i danske private og offentlige virksomheder. Men først og fremmest en invitation til virksomhedens egen rejse. Og det er netop dannelse – og ikke bare uddannelse, det handler om. Det er en invitation til en dannelsesrejse – en care-rejse, hvor man som virksomhed og offentlig institution besinder sig på, hvem man er, hvad meningen med virksomheden er, hvem man vil være i fremtiden – i fremtidens bæredygtige danske samfund og meget mindre verden.

Vi skal ikke arbejde i længere tid. Vi skal primært arbejde og tænke anderledes. Det handler om en ny dannelse. Det handler om nytænkning – eller med det lidt finere ord: Det handler om et paradigmeskifte i dansk organisation og ledelse. Det er ikke teori og luftige begreber og tanker. Det er tanker og handlinger, som vi finder i denne, og i mange andre danske virksomheder. Vi skal ud på en dannelsesrejse. Denne dannelsesrejse fører frem til et andet syn på samfund og virksomhed, et andet syn på politiske ledere og erhvervs- og offentlige ledere, deres ansvar og opgaver. Skal fremtidens danske produktivitetsudfordring løses – skal man ikke vente på Folketing og regering, så skal man handle nu og her lokalt.