Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

Folkeskolen (Ledelse Mandag)

12. september 2011

Tags: , , , ,

Folkeskolen

Om nogle få dage skal vi have valg til Folketinget. Et meget vigtigt valg. Økonomi er stort set det eneste, der diskuteres. Det svirrer med meget store tal. Tal, som ingen almindelige mennesker kan gennemskue.  Bortset fra, at alle kan se, at det er store tal. Milliarder og milliarder, finansierede og ufinansierede. Fordummende og dumme debatter og skænderier på TV. Efter udsendelserne spørger tv-værter og eksperter: Hvem vandt? Det er niveauet. Bodeganiveau.

Jeg havde troet og håbet, at folkeskolen, havde fået en plads i denne valgkamp. Den folkeskole, der er så ubeskrivelig vigtig for Danmarks fremtid. Men det sker ikke. Jo, den 7. i denne måned kunne Politiken på forsiden skrive: ”Lars Løkke vil have ide-udvikling på skoleskemaet”. Javel, og så kunne man læse om gruppeeksamen og et nyt syn på rundkredspædagogik. Mon ikke de fleste vurderer, at det er en meget sen melding? Der diskuteres ikke indhold, værdier, principper. Der er kun plads til taktiske manøvrer. Jeg tør ikke tænke den tanke til ende, at den nuværende regerings politik eller mangel på politik på folkeskoleområdet fortsætter i endnu en fireårs periode. Jeg tør ikke tænke på, hvad man kan finde på i forlængelse af, at man som noget af det sidste før valget blev udskrevet besluttede, at de enkelte skolers karaktergennemsnit skulle og nu er blevet offentliggjort.

Den nuværende – af Dansk Folkeparti dominerede – regering, har ført en folkeskolepolitik, der indebærer, at vi er kommet bagefter os selv, at vi har mistet en række muligheder for at lytte til fremtidens krav og potentialer – og handle derefter. Vi er kort og kort kommet bagefter; vi har bevæget os i bakgear ind i fremtiden. Vi er ikke kommet bagefter andre lande, men bagefter vore egne potentialer. Vi har stædigt, systematisk og vedvarende insisteret på at forstå og løse fremtidens folkeskoleudfordringer og problemer med fortidens tænkning, modeller og svar. Og meget af det er forældet og ubrugeligt, ikke fordi det i sig selv er dårligt eller forkert, men fordi det ikke svarer til den samfunds- og globale situation, som Danmark befinder sig i. Det gamle industrisamfund er afløst af et helt andet samfund, og også dette samfund ændrer sig hastigt. Det gør de gamle svar og modeller ubrugelige.

Vi skal lytte til fremtiden. Vi skal lære af fremtiden. Vi skal stille spørgsmålet: Hvad kræver fremtiden af os? Vi skal ikke se på de gamle svar, men spørge: Hvilke potentialer har vi som samfund? Vi skal ikke tælle og måle, før vi er sikre på, hvad der tæller og hvad der skal tælles – og hvordan det skal tælles. Det er ikke alt, der tælles, der tæller; og det er ikke alt, der tæller, der tælles. Og det er ikke alt, som vi ønsker at tælle, som vi er i stand til at tælle på måder, der giver meningsfulde resultater. Vi er fanget i et talfængsel. Vi tumler berusede rundt i en taljungle, hvor vi efterspørger, insisteter på og tror på tal. Bare vi kan få tal, er vi glade. Bare vi kan få kvantitative målinger, er vi glade. PISA-tal, karaktergennemsnit; omkostnings- og nøgletal. 95 pct. målsætninger, vækst-tal, fraværsprocenter m.m. Men vi forstår ikke tallene; vi ved ikke, hvad de dybest set fortæller; vi kan ikke bruge dem til andet end til at forlænge fortiden ind i fremtiden – blot en større, hurtigere eller billigere fremtid.

Hvad med, om vi diskuterede værdier, principper, visioner og meningsindhold? Hvad med, om vi eksperimenterede, undersøgte, prøvede og var ærlige om vores usikkerhed? Hvad med, om vi igangsatte lokale og nationale dialoger, hvor vi ikke slog hinanden i hovederne med svar og løsninger, men hvor vi formulerede nogle gode og åbne spørgsmål?  Hvor vi tillod os at undres? Hvor vi etablerede laboratorier? Hvor vi respekterede det enkelte menneske, det enkelte barn og den enkelte forældre? Det enkelte, unikke menneske?