Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

Velfærdssamfundet (Ledelse Mandag)

23. januar 2012

Tags: , , , ,

Kunstner med stort lærred

Statsministeren har holdt sin nytårstale. Efterfølgende præciserede og udfoldede  hun i interviews sin tale. Mandag den 2. januar udtalte statsministeren således omtrent følgende i et interview med Henrik Qvortrup til TV2 News:

”Tunnellen er blevet lidt lang. Men hvis vi træffer de rigtige beslutninger, kommer vi ud på den anden side med velfærdssamfundet i behold. Generationer før os har skabt, videreført og bevaret velfærdssamfundet. Det kan vi også gøre”.

Velfærdssamfundet er noget af det centrale i nytårstalen og selvfølgelig også et centralt spørgsmål for den danske befolknings selv- og samfundsforståelse. Alle har deres forestillinger om det nuværende velfærdssamfund. Det danske velfærdssamfund er, som statsministeren præciserede det i selve nytårstalen, noget meget specielt, som påkalder sig international interesse. Og med rette. Velfærdssamfundet er en bedrift. I Den danske ledelseskanon, som blev formuleret i et projekt  initieret og støttet af Huset Mandag Morgen for ca. tre år siden, og offentliggjort i januar 2009, blev etableringen af det danske velfærdssamfund fremhævet som én ud af de i alt 12 danske ledelsesbedrifter, som blev kanoniseret. Kanonudvalget, som jeg havde den ære at være medlem af, begrundede kanoniseringen på følgende måde:

Velfærdsstaten er formentlig Danmarkshistoriens mest omfattende ledelsesbårne samfundstransformation. Det er især interessant at se, hvordan denne generations beslutningstagere i ekstrem grad var forandringsvillige og forandringsberedte”.

Velfærdssamfundet er på forskellige måder og med forskellige tilgange beskrevet og analyseret i to nye fremragende bøger, nemlig Ove Kaj Petersens Konkurrencestaten og Bo Lidegaards En fortælling om Danmark i det 20. Århundrede. Men det forhold, at generationer før os har kunnet bevare og udvikle velfærdssamfundet, er jo ikke det samme, som at det kan bevares i dets nuværende udformning til alle tider. På samme måde, som Jens Otto Krag og andre af velfærdssamfundets arkitekter var fremsynede og udviste stor forandringsvillighed, må der også i dag være nogen, der ser og forstår at tolke den nye verden, som Danmark er en del af og ud fra det evner at påbegynde formuleringen af en ny vision for Danmark.

For sandheden er nok, at vi ikke kan blive ved med at fastholde det gamle billede af velfærdssamfundet. Helt bortset fra, at selve begrebet, velfærdssamfund, er upræcist – selv i et tilbageblik – så er det ikke realistisk at blive ved med at holde fast i en forestilling om, at velfærdssamfundet kan bevares. Men hvad betyder det? Betyder det, som statsministeren sagde, at vi på alle områder må være opmærksomme på, hvor der kan spares, at vi overalt må se efter, om vi kan gøre noget bedre, billigere eller hurtigere – dvs. mere effektivt mm. Det kunne vi kalde løbende forbedringer. Eller betyder det, at vi skal til at tale om en helt anden samfundsvision? Om en helt anden samfundsmodel?

Statsministerens retorik tolker jeg på den måde, at hun grundlæggende taler om løbende forbedringer af et system, der skal bevares. Og over for det står det andet synspunkt, som handler om en transformation af selve systemet til noget andet – til en anden samfundsmodel. Når danske politikere i disse år taler om reformer, så mener de oftest med reformer forskellige former for reparationer af det eksisterende system, dvs, forbedringer. Derfor bruger jeg ikke her udtrykket reform, men transformation. Sagt på en anden måde: Handler det om ”business as usual” eller om ”business as unusual”?

Politikerne bliver nødt til at tage fat på disse spørgsmål.  Og det synes jeg faktisk også, at statsministeren gjorde tilløb til i sin nytårstale, men hun var forsigtig. For forsigtig! Medierne synes at køre med på retorikken om løbende forbedringer; kommentatorerne efterlyser i vid udstrækning konkrete tiltag, konkrete værktøjer, ja, de taler ligefrem om en værktøjskasse, de efterlyser konkrete lovforslag (undertiden under benævnelsen reformer), men de mener løbende forbedringer. På den måde ser det ud, som om både kommentatorer og flertallet af de politiske partier er enige: De taler inden for det eksisterende systems rammer og grundantagelser.

Men vi skal ud over disse gamle rammer og antagelser. Jeg tror, vi skal indse og åbent tale om, at vi ikke kan klare os med løbende forbedringer; vi kan ikke klare os med at justere og reparere på det eksisterende system på vejen gennem det, som statsministeren kalder tunnelen. Selvfølgelig skal vi lave kortsigtede tilpasninger og justeringer, men vi bliver nødt til samtidig at tage fat på en mere grundlæggende drøftelse af, hvilket samfund vi ønsker at udvikle på lidt længere sigt, dvs. hvilket samfund, der skal træde i stedet for det nuværende velfærdssamfund. Hvad skal vi sigte imod på længere sigt?

Hvem skal begynde at fortælle historierne om det nye velfærdssamfund? Hvad er det nye velfærdssamfund?  Hvad skal karakterisere det? Hvilke værdier skal det baseres på?  Hvad skal det kaldes? Ja, det skal vi alle bidrage til, men det er det, lederskab handler om. Lederskab handler ikke mindst om at have klare visioner for den virksomhed eller det samfund, som man er i spidsen for. Politikerne må begynde at tale åbent og klart om dette i stedet for bare at tale om, at det bliver hårdt, at der er regninger, der skal betales og huller, der skal lukkes – underforstået, at når først det er sket, og når først krisen er overstået, så er vi tilbage ved den gamle velfærdsmodel. Det er  vi ikke. Der er ikke ret meget, om noget overhovedet, der tyder på, at det er en realistisk mulighed at vende tilbage. Tvært imod peger mange forhold i retning af store ændringer i den måde, som vi kan indrette vores samfund på i en verden, hvor der fx i løbet af de næste få årtier vil blive 2-3 milliarder flere mennesker på kloden.

Jeg tror, at befolkningen forventer af politikerne, at de begynder at adressere alle de udfordringer, der er forbundet med en radikal nytænkning af velfærdssamfundet. Danskerne ved godt, at man ikke kan fortsætte den nuværende samfundsudvikling med enorme overførsler fra det offentlige til store og stadig voksende  grupper af mennesker; ved godt, at det ikke går med mere end ét hundrede tusinde unge mennesker uden for uddannelses- og arbejdsmarkedet; ikke går med et stigende antal mennesker med stress og livsstilssygdomme mm. Vi kan ikke løse alle disse problemer ved bare at se ned i den såkaldte værktøjskasse og herefter skrue på forskellige økonomiske, finanspolitiske, uddannelsespolitiske og andre knapper. Det lader sig ikke gøre; det fører blot til nye problemer af lignende art andre steder; man kan ikke løse problemer med den tænkning og de værktøjer, der har skabt dem. Man må tænke ud over, op over problemerne og se dem i nye sammenhænge. Man må se potentialer og muligheder i stedet for at se problemer og begrænsninger. Man må begynde at tænke på nye samfundskonstruktioner, en ny form for velfærdstænkning, en ny form for måling af produktion og resultatskabelse i samfundet, således som det fx er ved at ske med nye former for BNP tænkning.

En regering har selvfølgelig ansvaret for, at samfundets institutioner fungerer – nu og her. Og det gør de i vid udstrækning. Og: En regering har også et langsigtet strategisk ansvar, et ansvar for samfundets langsigtede udvikling.